Redningsfolk stopper gravemaskine – død beboer fundet i kollapset bygning

Flere steder må naboer og frivillige selv grave efter levende, fordi der ikke er redningsfolk nok.

Forsigtigt skraber gravemaskiner i murbrokkerne fra en 13-etagers ejendom i den tyrkiske by Adana.

Ved siden af står redningsfolk og holder øje. Kommer en person – levende eller død – til syne, stoppes maskinerne.

Det skete tidligere tirsdag morgen.

- For lidt siden var der en frygtelig scene, hvor redningsfolkene pludselig viftede med armene og fik stoppet gravemaskinen, fordi de havde fundet en død beboer, siger TV 2s reporter på stedet, Martin Selsøe Sørensen.

Familien stod ved siden af.

- De græd og råbte, mens redningsfolkene bar den døde ud på en båre og forsøgte at holde de ulykkelige mennesker tilbage, siger han.

Stål, beton og ejendele overalt

Martin Selsøe har talt med flere beboere i området. De fortæller, at der fortsat mangler at blive fundet fem-seks personer, som boede i ejendommen.

Håbet om at finde dem i live er dog efterhånden lille.

- Når man står og kigger på den her ruinhob, der er tætpakket med stål, beton og ejendele, så er det svært at forestille sig, der skulle være mennesker, siger Martin Selsøe og fortsætter:

- Det er da et spinkelt håb, men selv hvis nogen var i live efter jordskælvet, så er det en kold nat, de har skullet overleve.

TV 2 har tidligere beskrevet, at vejret i Tyrkiet er usædvanligt dårligt i disse dage, hvilket gør redningsarbejdet ekstra besværligt og øger risikoen for dødsfald.

I nat har temperaturerne været et godt stykke under frysepunktet.

Mangel på hænder

Ejendommen i Adana er langtfra den eneste, der er styrtet sammen.

I alt vurderes knap 6000 bygninger i Tyrkiet og Syrien at være ødelagt efter mandagens jordskælv, der indtil videre har kostet over 5000 mennesker livet.

Flere steder kæmper redningsarbejdere for at finde overlevende i murbrokkerne, men der er langtfra mandskab nok til at arbejde alle steder, fortæller Martin Selsøe.

- Mange steder er der ikke kommet professionelle endnu. Her er det kun frivillige og naboer, der hjælper.

- De har glemt os

Det er eksempelvis tilfældet i den tyrkiske Hatay-provins, hvor lokale natten igennem har forsøgt at redde mennesker ud.

Det fortæller en mandlig indbygger.

- Vi hørte dem råbe og bede om hjælp. De råbte om at blive reddet, men det kan vi ikke. Hvordan kan vi gøre det? Der er ikke kommet nogen. Vi har ikke nogen til at hjælpe.

Også en frivillig fra Tyrkiets hovedstad, Ankara, har forsøgt at hjælpe til i Hatay.

- Vi hørte stemmer. Vores børn er også derinde. Men hvad kan vi gøre? Huset er allerede delvist styrtet sammen. Vi har hørt tegn på liv, men der er ingen redningsarbejdere, ingen soldater, ingen. De har glemt os, siger han.

En mand med tårer i øjnene, der kalder sig Deniz, fortæller, hvordan han mandag aften stadig kunne høre lyde og råb om hjælp fra ruinerne. Han befinder sig i den sydlige Hatay-provins. Video: TV 2 NEWS

Den værste katastrofe i årtier

Martin Selsøe fortæller, at situationen er særdeles kritisk alle de steder, han har rejst rundt.

- Det er simpelthen frygtelige scener, vi oplever minut for minut.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, kaldte mandag jordskælvet for "den største naturkatastrofe siden 1939".

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår, at op mod 20.000 kan miste livet.