Katastrofeekspert forventer, at situationen forværres: Målt kun på dødstal er jordskælvet i “superligaen”

Katastrofen har ramt Tyrkiet og Syrien, og et enormt internationalt arbejde er nu i gang. Ifølge ekspert vil situationen fortsat forværres.

Klokken 04:17 lokal tid indtraf katastrofen i Tyrkiet og Syrien.

Mere end et døgn senere arbejder lokale såvel som internationale organisationer på højtryk for at redde indbyggere ud fra murbrokkerne, som det enorme jordskælv har forårsaget.

- Der er mange parametre at måle en katastrofe på, men hvis antallet af døde er en af dem, så er der ingen tvivl om, at vi er oppe i superligaen, siger Rasmus Dahlberg.

Han er lektor ved Forsvarsakademiet med speciale i kriser og beredskab og forfatter til flere bøger om katastrofer.

I skrivende stund menes dødstallet i Tyrkiet og Syrien at have passeret 5000 og flere end 24.000 mennesker er kvæstet i de to lande.

Man må regne med, at dødstallet stiger, fortæller Rasmus Dahlberg. Dels fordi mange mennesker er fanget i ruinerne, og fordi der i jordskælvskatastrofer typisk er mange, der meldes savnet.

- Der er en stor grad af usikkerhed i de første døgn efter denne type katastrofer. I den første tid kan man faktisk ikke bruge dødstallene til særlig meget, for man kan kigge på en bunke murbrokker, hvor der kan ligge én eller 100. Det er et langt og tungt arbejde for redningsfolkene, siger han.

Bidende kulde besværliggør redninger

Det største jordskælv, der ramte Tyrkiet, varede omkring et minut. Efterfølgende har mere end 100 efterskælv ramt landet, og de hidtidige meldinger estimerer, at over 11.000 bygninger er styrtet sammen.

Dødstallet fortsætter med at stige, efter at et kraftigt jordskælv på 7,8 ramte det sydlige Tyrkiet natten til mandag. Video: TV 2 NEWS

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, venter, at der fortsat vil ses en markant stigning i dødstallet. Det er en risiko, som ikke kun handler om de umiddelbare jordskælv.

Det er vinter i Tyrkiet og Syrien, og til DR fortæller Røde Kors’ katastrofechef, Bjarke Skaaning, at det barske vejr og lave temperaturer besværliggør redningsarbejdet.

- Mennesker fanget i murbrokkerne har lavere overlevelsesandsynlighed på grund af nattefrost, og mange har ikke tag over hovedet, før myndighederne får etableret indkvartering, siger Rasmus Dahlberg.

En nøje tilrettelagt plan

Eksperter ved, hvilke områder på kloden, der er i størst risiko for jordskælv, men udfordringen ved den type naturkatastrofer er, at de er svære at forudse.

Områder kan blive ramt af mindre “forskælv”, men sådanne forvarsler på et større jordskælv er tæt på umulige at differentiere fra mindre skælv.

- Man har sjældent nok historisk data til at kunne lave en sandsynlighedsberegning, som giver mening, fordi der har været for få jordskælv gennem historien til, at det giver mening.

Når katastrofen rammer, er der imidlertid en nøje plan, der sættes i gang.

Tyrkiske myndigheder tog hurtigt kontakt til organisationerne OCHA, der opererer på FN-niveau, og ECHO, der opererer på EU-niveau.

Tyrkiet og Syrien indberetter de fornødenheder, som landene har behov for, og opgaverne bliver derefter fordelt på lande.

Mere skade end gavn

Tirsdag har danske Beredskabsstyrelsen oplyst, at den vil udsende et teknisk team, TAST, til at assistere med koordinationen af den humanitære indsats i Tyrkiet. Indsatsen, der består af medlemmer fra Sverige, Finland og Danmark har baggrund inden for logistik, IT og telekommunikation og er ledet af Danmark.

- På Haiti i 2010 var Island det første land, der ankom. Islændingene sover med støvlerne på og er benhårde inden for fjeldredning, og har selv mange jordskælv, så de var de hurtigste, der kunne aktiveres, siger Rasmus Dahlberg.

Beredskabet er vigtigt, fordi erfaringer har vist, at selv velmenende handlinger kan gøre redningsarbejdet sværere.

Ved jordskælvet i Haiti rejste amerikanske kristne nødhjælpsorganisationer til landet både for at hjælpe, men også for at missionere. "Med en nødhjælpspakke i den ene hånd og en bibel i den anden", fortæller Rasmus Dahlberg.

- Problemet var, at de (kristne nødhjælpsorganisationer, red.) ikke kunne klare sig selv. Så tre dage inde i katastrofeområdet var de nødt til at få hjælp fra andre nødhjælpsorganisationer. Derfor øver, og øver, og øver man beredskabet for at sikre, at det er den relevante hjælp, der kommer ind de rigtige steder, siger han.