Kraftigste jordskælv nogensinde målt i det område, siger seismolog
Flere efterskælv kan ramme, og det gør redningsarbejdet særdeles farligt, siger ekspert.
Nattens jordskælv i Tyrkiet er det kraftigste nogensinde i netop det område.
Det vurderer seismolog Trine Dahl Jensen.
- Det er et meget stort jordskælv, især for Sydeuropa. Og i lige præcis det område, hvor det er sket, er det det største, jeg kender til, siger hun til TV 2.
Jordskælvet havde sit centrum 23 kilometer øst for byen Nurdagi, der er lokaliseret langs den tyrkiske-syriske grænse.
Det blev målt til 7,8 på richterskalaen ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).
Troede, at det var sket et andet sted
Ifølge Trine Jensen er det meget usædvanligt, at så kraftigt et jordskælv rammer i det område.
Da hun først hørte om jordskælvet tidligt i morges, troede hun automatisk, at det var sket et mere nordligt sted i Tyrkiet.
- Her er man mere vant til så store jordskælv, men det viste sig at være på en helt anden pladegrænse mere syd på, siger hun.
Seismologen fortæller, at Tyrkiet generelt er godt rustet til jordskælv, fordi de ofte finder sted i landet, men hun understreger igen, at det plejer at være mere nordpå, og at nattens jordskælv er meget kraftigt.
- Så voldsomme jordskælv sker kun en håndfuld gange om året, siger hun.
Farlige efterskælv
Skælvet ramte klokken 04.17 lokal tid og kunne også mærkes i Cypern, Libanon og Syrien.
Siden har flere efterskælv ramt regionen.
Og ifølge Trine Jensen kan der komme mange flere af dem, hvilket gør redningsarbejdet særdeles farligt, lyder det.
- Efterskælvene kan være kraftige, og hvis bygningerne i forvejen er styrtet sammen eller tæt på det, gør det jo redningsarbejdet meget risikabelt, siger hun.
Ifølge internationale nyhedsbureauer er flere hundrede bygninger styrtet sammen.
Indtil videre meldes mindst 500 døde.