Ukraine har fået nye raketter – lover ikke at bruge dem mod russisk territorium
Der er i Ukraines bedste interesse at holde, hvad de lover, og det skyldes to hensyn, fortæller militærekspert.
Ukraine har fået nye langtrækkende raketter fra USA, men de vil ikke blive brugt til at ramme russisk territorium. I stedet lover Ukraine, at landet kun vil skyde mod russiske styrker i besatte områder i Ukraine.
Det siger Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi melder altid officielt ud til vores partnere, at vi ikke vil bruge våben leveret af udenlandske allierede til at skyde på russisk territorium, siger han til journalister på et pressemøde.
Fredag bekræftede USA, at landet vil sende en stor ny våbenpakke med en værdi på godt 15 milliarder danske kroner til Ukraine. Heri indgår blandt andet GLSDB-raketsystemer, der fordobler Ukraines nuværende raket-rækkevidde til 150 kilometer.
Der er ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, to grunde til, at Ukraine kommer med løfter på slagmarken.
- USA har længe tøvet med at sende langtrækkende våben.
- Risikoen for, at Rusland vil gengælde eventuelle angreb med voldsommere modsvar
Ukraine skal holde, hvad de lover
Hvis vi vender blikket mod USA, er det første gang, at stormagten forsyner det krigshærgede land med langtrækkende raketter af denne type.
Selvom de ukrainske ledere længe har efterspurgt dem, har USA været bekymret for, at Ukraine ville udvide krigens territorium. Derfor bliver Ukraine nu nødt til at vise, at de kan holde, hvad de lover, forklarer Peter Viggo Jakobsen.
- Hvis Ukraine gerne vil have våben, der rækker endnu længere – her taler de både om kampfly og HIMARS-raketsystemer, der kan skyde 450 kilometer, så er de nødt til at demonstrere over for USA, at de kan lade være med at skyde ind på russisk territorium. Ellers får de aldrig våben, der kan skyde længere.
Det skyldes, at USA gerne vil begrænse krigen til Ukraine.
- Tanken er, at hvis man lader være med at angribe russisk territorium, så lader Rusland også være med at angribe NATO-landene. Så det er en gentleman-aftale, som USA prøver at indgå med Rusland om at begrænse krigen til Ukraine for begge parters skyld, siger Peter Viggo Jakobsen.
Frygt for russerne
Om Ukraine overholder aftalen, må tiden vise. Men frygten for Ruslands mulige modsvar på beskydning af russisk territorium vægter også højt for Ukraine, siger lektoren.
- De har en interesse i at holde, hvad de lover. For Rusland har også nogle måder at straffe Ukraine på.
- Ukraine er nemlig klar over, at jo længere de skyder ind på russisk territorium, jo større er risikoen for, at Rusland laver en total mobilisering, eller at de russiske styrker begynder at gå endnu hårdere efter de ukrainske byer, siger Peter Viggo Jakobsen.
Ukraine har dog tidligere angrebet mål i Rusland. Senest en række droneangreb på militærbaser langt inde på russisk territorium.
Det skete blandt andet 26. december, hvor en ukrainsk drone styrtede ned nær Engels-2 militærflyveplads i Saratov-regionen i Rusland, som er flere hundrede kilometer fra den ukrainske grænse. Tre russiske soldater blev ifølge det russiske forsvarsministerium dræbt i angrebet.