Transkvinde begik voldtægt som mand, men skulle afsone som kvinde
Skal kriminelle, der har skiftet køn, afsone deres fængselsstraf med mænd eller kvinder? Det er lige nu en orkan af en debat i Skotland.
Da 31-årige Isla Bryson fik sin dom for voldtægt, blev hun kørt til afsoning i et kvindefængsel i Skotland.
Men selve voldtægten var en kriminalitet, som hun havde begået, da hun stadig var mand. Isla Bryson havde nemlig skiftet køn undervejs i retsprocessen.
Derfor havde Isla Bryson, der var dømt for to voldtægter, nu også ret til at afsone blandt kvinder, og der sad hun også i isolation indtil for ganske nyligt.
Men efter en ophedet debat valgte den skotske førsteminister Nicola Sturgeon, at Isla Bryson skulle flyttes til et mandefængsel.
Det har dog langt fra lagt låg på debatten om, hvorvidt transkønnede skal afsone deres fængselsstraf som mand eller kvinde. For sagen har sat regeringen i Skotland i en penibel situation.
Den nemme vej ud?
Debatten om Isla Bryson er dårlig timing for den skotske regering. Nicola Sturgeon har nemlig i lang tid arbejdet for, at der skulle vedtages en ny lov i Skotland, der gjorde det lettere at skifte køn juridisk.
Loven er ikke trådt i kraft endnu, da den blev bremset af den britiske regering i Storbritannien. Men beslutningen om – i første omgang – at sætte Bryson i kvindefængslet har sat Sturgeon på et større forklaringsarbejde.
Lederen for Det Konservative parti i Skotland har beskyldt Nicola Sturgeon for at prioritere at få sin politik om transkønnede igennem end på de kvindelige fangers sikkerhed.
- Det burde ikke have krævet offentligt afsky og en række negative overskrifter om en dobbeltvoldtægtsmand, der blev sendt til et kvindefængsel, før Nicola Sturgeon kunne indse, at dette var fuldstændig uacceptabelt og forkert, lød det ifølge BBC.
Samtidig har kritikere anklaget Isla Bryson for at være en ulv i fåreklæder. For har hun skiftet køn for at komme i et kvindefængsel, hvor hun håber, at kunne afsone sin straf på en lettere måde?
Forud for beslutningen om at flytte Bryson til mandefængslet, sagde medlem af Storbritanniens parlament, Joanna Cherry, at hun var bekymret for sikkerheden for de kvindelige fanger.
- Mange mennesker vil opfatte det, som om at en dømt voldtægtsmand har snydt systemet for at vinde sympati, og for at ende i et kvindefængsel, sagde hun ifølge BBC.
Det synspunkt har Nicola Sturgeon også selv anerkendt. I sidste uge sagde hun, at hun mente, at det "højst sandsynligt var tilfældet", at Isla Bryson ikke rigtig er transkønnet. I stedet antydede hun, at Bryson blot skiftede køn, fordi det var den "nemme vej ud".
Isla Bryson har selv nægtet sig skyldig i voldtægt, og hun har også forklaret, at hun har vidst, at hun var transkønnet, siden hun var fire år, men at hun først som 29-årig gik i gang med at skifte køn.
Hun forklarede også, at hun aktuelt tager hormoner og har søgt om en kønsskifteoperation.
Men ifølge førsteministeren er det ikke det, folk skal hæfte sig ved i sagen.
- Det relevante i denne sag er ikke, om individet er en mand eller hævder at være en kvinde eller er transperson. Det relevante er, at individet er en voldtægtsmand. Det er derfor, individet er i et mandefængsel og ikke i et kvindefængsel. Det er de spørgsmål, der betyder noget, sagde hun ifølge Independent.
Bekymring for transkønnede
Det er dog langt fra det, som flest har bidt mærke i, og flere har blandet sig i shitstormen mod den skotske førsteminister.
Det gælder også forfatteren til Harry Potter, J.K. Rowling, som efterhånden er kendt for at have en stærk konservativ holdning til transkønnede og deres rettigheder. Hendes egne fans har endda kritiseret forfatteren for at have transfobiske holdninger.
- Nå: I Nicola Sturgeons Skotland er transkvinder altså IKKE kvinder, hvis de som Adam 'Isla Bryson' Graham er dømt som dobbelte voldtægtsforbrydere, skriver hun på Twitter med henvisning til, at Sturgeons kovending ved at fjerne Bryson fra kvindefængslet, var i modstrid med hendes politik omkring transkønnede.
Også Isla Brysons hustru, Shonna Graham, har givet sin holdning til kende. Hun er overbevist om, at Bryson kun har skiftet køn på grund af fængselsdommen.
- Han har aldrig sagt noget om, at han følte sig fanget i en forkert krop. Han tager pis på myndighederne for at få opmærksomhed og et lettere liv i fængsel, siger hun til The Daily Mail og fortsætter:
- Da jeg så billederne af ham klædt ud som kvinde med blond paryk og pink lycra leggings, faldt jeg ud af sengen af grin.
Omvendt har andre udtrykt bekymring for, hvad Isla Brysons sag kan betyde for befolkningens syn på transkønnede og deres rettigheder.
Til spørgetimen i parlamentet understregede Sturgeon, at sagen ikke ville få hende til at ændre sine politiske holdninger til transkønnede.
- Når vi gør det (diskuterer sagen red.) så husk to ting. For det første, som jeg har sagt, at vi generelt ikke stigmatiserer transpersoner yderligere – det, synes jeg, er vigtigt – men for det andet, at vi ikke skaber unødig bekymring i offentligheden.