Putin markerer slaget om Stalingrad – og trækker paralleller til tyske kampvogne
Den russiske præsident ser en klar parallel fra Anden verdenskrig til i dag. Vesten er igen en trussel mod Rusland, siger han.
For den russiske præsident Vladimir Putin lå sammenligningen lige for.
Torsdag holdt han tale i anledning af 80-årsdagen for den sovjetiske sejr i slaget om Stalingrad – det måske mest blodige og mest afgørende slag i Anden Verdenskrig.
Og han kunne tydeligt se en parallel til den aktuelle krig i Ukraine:
- Det er ufatteligt, men sandt. Vi bliver igen truet af tyske Leopard-kampvogne. Igen og igen bliver vi tvunget til at afværge en aggression fra det samlede Vesten, sagde Vladimir Putin.
Den endelige sejr i 1943 blev torsdag markeret med en militærparade, taler og fest i Volgograd, som byen har heddet siden 1961.
Dengang blev navnet Stalingrad fjernet fra landkortet som led i opgøret med diktatoren Josef Stalin.
Mindet om Stalingrad
Men både Stalingrad og Josef Stalin selv er stadig lyslevende i russernes bevidsthed, fortæller den danske Ruslandsekspert Lars Peder Poulsen-Hansen:
- Rusland har altid forbundet sig med begivenhederne i Anden Verdenskrig, og ikke mindst kampene i Stalingrad. Det er aldrig trådt i baggrunden, fortæller han.
- Så symbolikken ved, at Vladimir Putin holder tale netop der og på 80-årsdagen for en afgørende sejr i Anden Verdenskrig – den kan ikke være større, vurderer han.
Vladimir Putin trak da også direkte tråde fra den sovjetiske sejr i 1943 til den russiske sejr i Ukraine, som han mener er uundgåelig:
- Desværre ser vi den nazistiske ideologi i dens moderne form og udtryk, der atter er en direkte trussel mod vores lands sikkerhed. De, der vil trække europæiske lande, inklusive Tyskland, ind i en ny krig med Rusland og forventer en sejr på slagmarken over Rusland, forstår åbenbart ikke, at en moderne krig mod Rusland vil blive helt anderledes for dem, sagde Putin.
Han antydede, at det russiske svar kunne være brug af atomvåben.
- Vi vil ikke sende vores kampvogne til deres grænser, men vi har midler til vores rådighed. Det slutter ikke med pansrede køretøjer, det må alle forstå, sagde han.
Stalins buste
Festlighederne i Volgograd indbefattede blandt andet afsløringen af en buste af Josef Stalin. Mærkedagen betød også, at byen for en enkelt dag havde fået sit gamle navn Stalingrad tilbage.
Ifølge Lars Peder Poulsen-Hansen er det tydeligt, at Josef Stalins betydning som symbolsk figur er blevet styrket i de seneste år:
- Han er symbolet på den faste hersker, der formåede at holde landet på fode og besejre tyskerne under Anden verdenskrig. Indenfor de seneste par år er statuer af ham begyndt at dukke op i en række russiske byer, så det er ikke noget helt nyt, siger han.