Krigen i Ukraine

Ruslands nye love rammer hårdt – børn risikerer fængsel på livstid

I løbet af det seneste år har styret i Kreml igen og igen strammet reglerne for, hvad man må. Her er tre eksempler på anholdelser fra den seneste uge.

Den sortklædte kvinde lo trodsigt op mod de maskerede politifolk.

Fuck, hvor må I skamme jer

Olesja Ovtjinnikof, cafégæst

Mændene var klædt i kampuniform og skudsikre veste, da de ankom til caféen På Bålstedet i den russiske by Krasnodar søndag eftermiddag.

Politifolkene var blevet tilkaldt af en af caféens gæster, der havde overhørt, hvad kvinden, hendes mand og en veninde havde talt om.

Og derfor sad Olesja Ovtjinnikof nu på en af caféens bænke med sine arme bag på ryggen og håndjern om håndleddene.

- Jeg ved, at I skammer jer over jer selv. Fuck, hvor må I skamme jer, sagde hun til politifolkene, mens en af dem optog det hele på video.

Kort forinden havde Olesja Ovtjinnikof trodsigt råbt "ære til Ukraine" efter betjentene, der var mødt op for at genoprette den offentlige orden, efter at ægteparret tilsyneladende havde forstyrret den ved at udveksle forbudte ord med hinanden.

Forbudte ord

Videoen fra anholdelsen er siden blevet flittigt delt på sociale medier i Rusland, og øjenvidner fortæller til mediet Radio Free Europe, at selskabet ved Olesja Ovtjinnikofs bord havde drøftet krigen i Ukraine.

En gæst i lokalet hørte, hvad samtalen gik ud på, og konfronterede middagsselskabet, fordi det er forbudt at drøfte krigen i Ukraine i det offentlige rum i Rusland.

I hvert fald hvis man er modstander af den.

Ifølge det øjenvidne, som Radio Free Europe har talt med, tog selskabet henvendelsen med sindsro, og den forurettede cafégæst valgte at alarmere politiet for en sikkerheds skyld.

Da ordensmagten kom, blev parret arresteret, mens det lykkedes veninden at forlade stedet.

Olesja Ovtjinnikof og hendes mand Alexei blev taget med på politistationen.

Stramningerne

Alexei Ovtjinnikof blev ifølge det statskontrollerede russiske medie 93.ru straffet med 15 dages fængsel for hooliganisme, mens Olesja Ovtjinnikof fik en bøde på 1000 rubler og kan vente sig et kommende retsopgør for at have sagt upassende ting om Ruslands væbnede styrker.

Ifølge parrets advokat valgte politiet tilsyneladende også at offentliggøre videoen med den anholdte Olesja Ovtjinnikof som en ekstra hilsen.

Velkommen til Rusland i år 2023.

Krigen i Ukraine er snart et år gammel, og i løbet af de seneste måneder har styret i Kreml strammet reglerne for, hvad man må og ikke må, igen og igen.

I slutningen af november vedtog Vladimir Putins regime for eksempel en ny lov for, hvad man må sige om krigen i Ukraine i det offentlige rum, og 5. december underskrev præsidenten en ny lov, der forbyder såkaldt lgbt-propaganda.

Den lov har i den forgange uge bragt 20-årige Stanislav Bazarov fra byen Stary Oskol i vanskeligheder, mens han var på besøg i Moskva.

Videoerne

Indtil han blev anholdt, var Stanislav Bazarov ret aktiv på sociale medier, hvor han ofte lagde videoer op af sig selv.

I en af videoerne fra begyndelsen af januar ser man, hvordan han urinerer på sæderne og væggene i et metrotog i Moskva, hvorefter han slikker sin egen urin op.

Men det var ikke den videooptagelse, der fik ham bag tremmer.

Stanislav Bazarov, der kalder sig for Stasik på sine sociale medier, kan nemlig tilsyneladende godt lide at klæde sig ud i dametøj og tage billeder af det.

Ifølge det russiske medie Shot, der beskæftiger sig indgående med kriminalstof, var den 20-årige mand stadig på besøg i Moskva i sidste uge, da det lykkedes politiet at finde frem til ham.

Optagelserne fra metrotoget var tilsyneladende blevet meldt til politiet, og da betjentene havde kigget Stanislav Bazarovs øvrige opslag igennem, fandt de videoerne af den unge mand i dametøj.

Han gik også med makeup og foretog sig "upassende ting med mænd" på nogle af optagelserne, skriver avisen Kurer Sreda.

Sabotageaktionen

Den slags ting er ifølge Ruslands nye strammede lov om lgbt-propaganda strengt forbudt at offentliggøre, så nu er Stanislav Bazarov sigtet for "propaganda vedrørende ikketraditionelle seksuelle relationer og præferencer og kønsskifte".

Kendes han skyldig, kan Stanislav Bazarov forvente en bøde på, hvad der svarer til op mod 39.000 danske kroner.

Stanislav Bazarov er imidlertid ikke i helt så alvorlige vanskeligheder som tre drenge fra en ottendeklasse på en skole i Chekhov syd for Moskva.

Mandag 30. januar meddelte den russiske sikkerhedstjeneste FSB, at man havde anholdt de tre drenge i forbindelse med sabotage på jernbanelinjen mod Kursk, som Ruslands militær benytter til transport af tungt materiel.

- FSB i Moskva-regionen standsede sammen med ansatte fra indenrigsministeriet illegale aktiviteter begået af tre mindreårige fra Chekhov, der beskadigede transportinfrastruktur på jernbanen mod Kursk, skrev det statskontrollerede nyhedsbureau TASS.

Ifølge nyhedsbureauets oplysninger havde de tre skoleelever været i kontakt med ukendte individer på det sociale medie Telegram, som havde tilbudt dem penge for at sabotere jernbanen.

- Efter at have modtaget instruktioner udførte eleverne opgaven, og de filmede det hele på video for at bekræfte, at opgaven var udført, så de kunne få deres penge, skriver TASS.

Risikerer livstid

Drengene var ifølge det lokale medie Chehov Vid blevet tilbudt, hvad der svarer til 1000 kroner, for at sabotere jernbanen, og de satte angiveligt ild til et metalskab med elinstallationer.

Jernbanetrafikken kom ikke til at lide under de tre drenges hærværk, men da de alle tre er fyldt 14 år, vil de ifølge flere russiske medier blive retsforfulgt for jernbanesabotage.

Og når det kommer til sabotage, har Vladimir Putins regime også for nylig strammet loven.

Præsidenten underskrev den nye lov 29. december, og her kan personer fra 14 år og opefter straffes med fængsel på mellem 10 års fængsel og livstid, hvis de dømmes for sabotage eller terrorisme.

Ifølge det lokale medie Chehov Vid, oplyser sikkerhedstjenesten FSB, er det sandsynligt, at de tre drenge både bliver tiltalt for sabotage og terrorisme.