Krigen i Ukraine

Tidligere Kreml-ansat: Et kup mod Putin kan komme inden for et år

Dansk ekspert mener, at to ting kan vælte Putin – en forfejlet storoffensiv i Ukraine og en forværring af den økonomiske situation i Rusland.

I skyggen af krigen i Ukraine vokser muligheden for et militærkup i Rusland.

Det siger den russiske præsident Vladimir Putins tidligere taleskriver Abbas Galljamov, som siden 2018 har været bosiddende i Israel, i et interview med CNN.

I takt med at den russiske befolkning mærker konsekvenserne af Vestens sanktioner, og de russiske tropper vender hjem fra Ukraine i ligposer, vil modstanden mod styret i Kreml vokse, vurderer Galljamov:

- Den russiske økonomi bløder, krigen er tabt og et stigende antal døde soldater vender hjem, så russerne vil opleve flere og flere udfordringer og vil prøve at finde svar på, hvorfor de her ting sker. De vil kigge på den politiske proces og sige til sig selv: ”Ok, det her sker, fordi vores land er ledet af en gammel tyran, en gammel diktator”, siger Galljamov med henvisning til Vladimir Putin.

- Når den politiske situation ændrer sig, og vores land er ledet af en hadet og meget upopulær præsident, og nogen må bøde for alle problemerne, så er et kup en reel mulighed, lyder det fra Abbas Galljamov.

Han tilføjer, at et kup kan komme i løbet af de næste 12 måneder.

Det gælder om at gå i takt

Et kup mod Putin kan komme fra præsidentens indercirkel, og derfor er han heller ikke sen til at ekskludere folk, hvis de får for megen magt.

Det fortæller Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Han skifter jævnligt ud på pladserne i sin inderkreds, og det kan være del af en magtkamp, hvor han føler, at der måske er nogle, som er blevet lidt for magtfulde og ambitiøse. Så det skal de passe på med. Som stemningen er i Rusland i dag – med enorm politisk ensretning, gælder det virkelig om at gå i takt med præsidenten, siger Flemming Splidsboel til TV 2.

Derfor har det også en begrænset gennemslagskraft, når eksempelvis lokalpolitikere går ud og kritiserer Putin og hans krig i Ukraine.

Det siger Niels Bo Poulsen, leder af Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, til TV 2.

- Det breder sig sjældent ud over det lille område, hvor de her folk nu engang er. De fleste bliver jo også straffet og chikaneret for det på forskellig vis, og det er kendetegnene ved modstanden mod Putin. Derfor ser vi også fortsat krigsprotester på et meget lavt niveau, siger Niels Bo Poulsen til TV 2.

Et stabilt magtapparat

Flemming Splidsboel mener, at magtapparatet omkring Putin på nuværende tidspunkt er meget stabilt.

- Hele det politiske system er måske mindre stabilt end før krigen, fordi der kan være lommer af modstand mod krigen og økonomiske og sociale problemer og så videre, men selve magtapparatet virker stabilt, og det virker som om, de har kontrol over befolkningen.

Niels Bo Poulsen vurderer, at der skal to ting til, hvis præsident Putin skal væltes.

- Den ene ting er, hvis Rusland som forventet indleder en ny storoffensiv og den fejler, den anden kan være, hvis de økonomiske problemer i Rusland vokser endnu mere. Så kan det enten føre til folkelige protester i så tilstrækkeligt et omfang, at Putin tvinges fra magten, eller at folk omkring ham laver et kup imod ham. Men jeg vurderer ikke, at det er særligt sandsynligt, siger Niels Bo Poulsen til TV 2.

Alternativet til Putin

Når den russiske befolkning holder sig fra at gå på gaden i et oprør mod Putin, skyldes det i høj grad, at præsidenten holder befolkningen i et jerngreb, siger Flemming Splidsboel.

- Der er mange, som er imod krigen, men flertallet af russerne ser ud til stadig at støtte krigen i Ukraine. Og så er der store omkostninger ved at gå på gaden. Det er rigtig svært at koordinere, for folk bliver anholdt, så snart de prøver at lave en Facebook-gruppe, hvor de opfordrer folk til at gå på gaden for at protestere imod krigen.

De to eksperter, som netop har udgivet bogen Putins Krig, har ikke stor tiltro til, at et alternativ til Putin som Ruslands leder vil være bedre.

- Vi skal nok forberede os på, at der kan komme noget, der er værre, men vi skal også være åbne for, at der kan komme en, som er bedre. En som åbner mod Vesten, måske afslutter krigen i Ukraine og er villig til at indføre reformer i Rusland, siger Fleming Splidsboel til TV 2.