Krigen i Ukraine

Teenagepige risikerer syv års fængsel for at kritisere Putins krig

19-årige Olesya Krivtsova sidder i husarrest og risikerer op til syv års fængsel for at "retfærdiggøre terrorisme".

I en lille by i det nordvestlige Rusland sidder 19-årige Olesya Krivtsova i husarrest og afventer sin dom.

Hendes forbrydelse består ifølge de russiske myndigheder i, at hun har kritiseret Ruslands krig i Ukraine og opfordret til terrorisme. Derfor er teenagepigen nu havnet på en russisk liste over ekstremister og terrorister - side om side med Islamisk Stat, al Qaeda og Taliban. Det skriver CNN.

Olesya Krivtsova er tiltalt for i oktober sidste år at have skrevet et opslag om eksplosionen på Kertj-broen, hvor hun kritiserede sit hjemland for at have invaderet Ukraine.

Hun risikerer også at blive tiltalt for at have delt et opslag på det russiske sociale medie VK, der kritiserede den russiske hær.

Forbud mod at bruge internettet

Den 19-årige universitetsstuderende sidder i øjeblikket i husarrest hos sin mor i byen Arkhangelsk, hvor hun har forbud mod at bruge internettet og andre former for kommunikation.

- Olesyas sag er ikke den først, og bliver heller ikke den sidste, siger pigens advokat, Alexei Kichin, til CNN.

Han fortæller, at Olesya Krivtsova risikerer op til tre års fængsel for at miskreditere den russiske hær og op til syv års fængsel for at "retfærdiggøre terrorisme". Hendes advokater håber imidlertid, hun slipper med en bøde.

Ifølge menneskeretsorganisationen OVD har de russiske myndigheder alene i 2022 indledt 61 sager mod personer, der er tiltalt for at retfærdiggøre og opfordre til terrorisme. Indtil videre er 26 personer dømt.

Olesya Krivtsovas mor, Natalya Krivtsova, siger, at myndighederne bruger hendes datter som skræmmeeksempel for at advare andre, som skulle få den idé at kritisere det russiske styre.

- Vi bor i en stor region langt fra Moskva, og der er ikke mange protester her i Arkhangelsk, så de prøver at kvæle enhver spirende modstand, siger Natalya Krivtsova til CNN.

Truet med lægtehammer

Alexander Novikov, en regional leder i Ruslands kommunistiske parti, har på stats-tv kritiseret Olesya Krivtsova og sagt, at hun bør sendes til fronten i Ukraines østlige Donbas-region, så hun kan ”se den russiske hær i øjnene”, som hun er anklaget for at kritisere.

Ifølge moren Natalya Krivtsova blev datteren og hendes mand anholdt 26. december, da politiet brød ind i den lejlighed, parret bor i. De blev tvunget til at ligge med hovedet nedad, mens de ifølge moren blev truet med en lægtehammer. Betjentene fortalte det skræmte par, at det var en hilsen fra lejehæren Wagner-gruppen, der beskyldes for at have dræbt en desertør med netop en lægtehammer.

CNN har henvendt sig til politiet i Arkhangelsk for at få en kommentar til påstanden om den voldsomme anholdelse.