Dansk regeringstop i Ukraine: - Der er en kæmpe, kæmpe, kæmpe opgave foran os
Danmark skal hjælpe Ukraine mest muligt, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen under et besøg i Ukraine.
Den danske regeringstop er på besøg i Ukraine.
Både statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har været i den sydukrainske havneby Mykolajiv sammen med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Der har de besøgt sårede soldater på et hospital sammen, skriver Zelenskyj på Telegram.
- Der er jo tale om kæmpemæssige ødelæggelser og meget, meget store flygtningestrømme herfra, fortæller Mette Frederiksen fra den ukrainske havneby til TV 2s korrespondent på stedet, Claus Borg Reinholdt.
- Men der er også tale om en by, hvor folk begynder at komme tilbage til blandt andet på grund af det arbejde, Danmark står bag og har engageret sig i, tilføjer statsministeren.
Kæmpe opgave for Danmark
Mykolajiv var blandt de første byer, der blev angrebet af russiske styrker, da Rusland indledte sin invasion af Ukraine i februar sidste år.
Danmark har ifølge Udenrigsministeriet taget et særligt ansvar for et hjælpe med genopbygningen i netop byen Mykolajiv. Danmark blandt andet har koordineret den internationale støtte hertil og forsøgt at bringe danske virksomheder i spil for at hjælpe.
Under besøget i byen har den danske regeringstop imidlertid kunnet konstatere, at der er problemer med at skaffe rent vand og skoler til børnene i byen.
- Og vi har lige været inde og besøge – med præsidenten og den danske delegation – et militærhospital med sårede soldater, der har mistet lemmer og har været igennem operationer, hvor faciliteterne simpelthen ikke er gode nok. Så der er en kæmpe, kæmpe, kæmpe opgave foran os, og den skal Danmark være med til at løfte, siger Mette Frederiksen.
Det er den humanitære del, men hvad med den militære del – nu har vi jo sagt, at vi vil levere Caesar-haubitser, men hvad med de der Leopard-kampvogne. Skal de frigives fra Danmark også?
- Vi har sagt fra starten af, at vi hjælper så meget, vi overhovedet kan. Og vi er heldigvis et af de lande, der har hjulpet allermest. Og det har vi tænkt os at blive ved med, svarer Mette Frederiksen.
13 millioner fordrevne
Som den første danske minister besøgte udviklingsminister Dan Jørgensen havnebyen 13. januar, hvor han også konstaterede, at ødelæggelserne fra krigen er massive.
FN anslår, at 17,7 millioner mennesker har brug for nødhjælp i Ukraine, og at over 13 millioner mennesker er fordrevne. Heraf har omkring otte millioner ukrainere helt forladt landet.
Den ukrainske avis Kyiv Independent har delt et opslag på Twitter med en videooptagelse fra besøget, hvor den ukrainske præsident tager imod den danske statsminister med ordene:
- Statsminister, godt at se dig. Hvordan går det?