Udland

Demonstranter spærrer bro i protest mod politidrab: - Sig hans navn

I flere amerikanske byer er folk gået på gaden for at demonstrere mod den vold, der fandt sted ved anholdelse.

Hundredvis af demonstranter har fredag aften lokal tid spærret en bro over Missisippi-floden i Memphis i delstaten Tennessee i USA, efter at en video af anholdelsen af Tyre Nichols, der døde efter anholdelsen, er blevet offentliggjort.

Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Demonstrationen er fredelig, og demonstranternes krav er, at politiet bliver stillet til ansvar.

- Sig hans navn, bliver der blandt andet råbt under demonstrationen.

Det amerikanske medie CNN skriver, at der ikke er blevet foretaget anholdelser under demonstrationen i Memphis.

Demonstrationer i række byer

Der bliver også demonstreret i flere andre amerikanske byer.

I New York City har mere end 200 mennesker også været på gaden ifølge NBC News.

Mediet skriver, at tre personer er blevet anholdt under demonstrationerne i storbyen.

Fredag blev en video af anholdelsen af den 29-årige Tyre Nichols offentliggjort.

Videoen viser Nichols blive anholdt sin delstaten Tennessee 7. januar. På videoen bliver Nichols både slået og sparket af betjente.

Den 29-årige døde tre dage efter anholdelsen. Han havde pådraget sig alvorlige skader.

Opfordrede til fredelige demonstrationer

Inden offentliggørelsen af videoen havde Tyre Nichols familie opfordret til, at eventuelle demonstrationer skulle afholdes fredeligt. Det samme gjorde USA's præsident, Joe Biden.

Ifølge NBC News er der demonstrationer i 11 amerikanske byer fredag lokal tid.

Nichols' død har på ny sat i gang i debatten om og vreden over politivold mod især sorte borgere i USA.

Både den afdøde Tyre Nichols og de fem betjente er sorte.

De fem eksbetjente fra Memphis, der alle er blevet fyret, er anklaget for såkaldt second degree murder.

Det defineres her som et bevidst drab. Forskellen fra first degree murder er, at drabet ikke har været planlagt på forhånd.

OVERBLIK: Sådan er Tyre Nichols-sagen forløbet

  1. 2023

    1. Betjente stopper Nichols med begrundelsen hensynsløs kørsel omkring klokken 20.30 lokal tid. Ifølge en udtalelse fra politiet fulgte der herefter en konfrontation, og Nichols flygtede til fods. Han blev herefter forfulgt af betjente, og en ny konfrontation fandt sted. Efterfølgende klagede Nichols over "at være forpustet", lyder det i politiets udtalelse. En ambulance blev tilkaldt, og Nichols blev kørt på hospitalet.

    2. En efterforskningsenhed i Tennessee bliver anmodet om at gå ind i sagen for at undersøge forholdene omkring anholdelsen.

    3. Nichols dør af sine skader, oplyser efterforskningsenheden.

    4. Nichols' familie holder et mindearrangement, hvor de viser et fotografi af Nichols, hvor man kan se, at han er slemt forslået, oplyser et lokalt medie i byen Memphis, hvor anholdelsen fandt sted. Efterfølgende finder protester sted.

    5. Borgerrettighedsadvokaten Ben Crump repræsenterer Nichols' familie i sagen. Han er kendt for at have repræsenteret familier i nogle af de mest omtalte sager om politivold i USA, herunder sagerne om Trayvon Martin og George Floyd. Crump kræver omgående, at videomateriale af anholdelsen optaget af politiets egne kameraer bliver udleveret.

    6. Politiet i Memphis fyrer de fem involverede betjente.

    7. Crump og Nichols' familie får adgang til politiets video af anholdelsen. Borgerettighedsadvokaten siger senere, at det minder ham om videoen, hvor Rodney King bliver udsat for politivold. Den sag er fra 1992 og ledte til store protester samt reformer af politiet.

    8. Politiet i Memphis offentliggør en video, hvor politichef Cerelyn Davis kalder behandlingen af Tyre Nichols for et "svigt af basal menneskelighed".

    9. De fem involverede betjente bliver anklaget for second degree murder. Det defineres som et bevidst drab. Forskellen fra first degree murder er, at drabet ikke har været planlagt på forhånd.

    10. Politiet offentliggør videoer af hændelsen for offentligheden.

Kilde: Ritzau