Krigen i Ukraine

Mænd dømt for bestialske drab går nu frit rundt med medaljer i Rusland

Flere af de tidligere straffefanger, der tjener som russiske lejesoldater i Wagner-gruppen i Ukraine, vender hjem som helte. Mød tre af dem her.

I den russiske by Velikij Novgorod går en morder rundt på fri fod.

Altså på den fod han har tilbage.

Den anden ligger og nemlig rådner et sted i Ukraine, hvor 35-årige Stanislav Bogdanov ind til for nylig var lejesoldat i Wagner-gruppen.

Han vækkede dyret i mig

Stanislav Bogdanov, morder og tidligere lejesoldat

Han er en af de efterhånden mange kriminelle mænd, der i løbet af 2022 blev rekrutteret fra Ruslands fængsler og straffekolonier for at virkeliggøre Vladimir Putins drøm om at erobre Ukraine.

På det seneste er flere af dem vendt hjem som frie mænd – ja endda som krigshelte med medaljer på brystet.

Det har vakt en del røre i Rusland, hvor mændenes ekstremt blodige forbrydelser i en ikke så fjern fortid fyldte på avisforsider og i nyhedsudsendelser.

En af de oprørte russere hedder Olga Pavlova, og hun bor også i Velikij Novgorod, der ligger godt 150 kilometer syd for Sankt Petersborg.

En oprørende video

I oktober 2022 modtog hun et link til en video på internettet, som en bekendt syntes, hun skulle se.

Det fortæller Olga Pavlova til det uafhængige russiske medie Holod.

videoen – der blev delt flittigt på Telegram af personer med tilknytning til Wagner-gruppen – ses fem mænd i civilt tøj slappe af i bløde havemøbler på en tagterrasse en lun efterårsaften.

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at tre af mændene mangler en fod, mens en fjerde mangler en arm.

Den sidste mand i selskabet er lejesoldaternes øverste chef, forretningsmanden Jevgenij Prigozjin.

Manden i den grå hoodie

Selskabet på videoen så ud til at være i godt humør.

- Du kan enten forlade det private militærselskab Wagner som pensionist eller i en zinkkiste, kluklo Jevgenij Prigozjin.

- Ja, det er godt, lød det fra en af de etbenede mænd, der havde en fortid som straffefange.

- Jeg kunne kun drømme om sådan noget. Se TV og drømme, sagde han.

- Hvor længe skulle du sidde inde, spurgte Jevgenij Prigozjin.

- Jeg havde 10 år bag mig og 13 år foran mig, lød det fra den etbenede.

Han havde en grå hoodie på, og der var sat en medalje fast på brystet af den.

Olga Pavlova kunne udmærket kende manden i den grå hoodie.

Det var hende, som havde været nødt til at vaske blodet væk, da politiet havde forladt gerningsstedet.

Stanislav Bogdanov havde tæsket hendes bror ihjel med en ilddrager og knust hans hoved med et sæt håndvægte.

Et usædvanligt brutalt drab

Forbrydelsen var sket i 2012, hvor Stanislav Bogdanov netop var kommet på fri fod efter at have siddet fire år i fængsel for anden kriminalitet.

Han arbejdede på forskellige byggepladser, og 23. september var han ude på landet med en kollega for at reparere døre og vinduer på et hus.

De to mænd sad i deres bil og drak øl, da en mand henvendte sig til dem og spurgte dem, om de ville hjælpe med at åbne metalporten ind til hans hus, som havde sat sig fast.

Det var som om, djævelen sad på min skulder

Stanislav Bogdanov, morder og tidligere lejesoldat

Stanislav Bogdanov og hans makker hjalp, og som tak blev de inviteret med ind og budt på noget at drikke.

Han hed Sergej Zhiganov og var Olga Pavlovas bror.

Under samtalen fandt den 32-årige Sergej Zhiganov, der havde inviteret de unge mænd ind, ud af, at Stanislav Bogdanov havde siddet i fængsel.

Derfor bad han ham lade være med at stjæle noget.

Og så flippede Stanislav Bogdanov ud.

Det har Stanislav Bogdanov selv fortalt til Holod, der netop har udgivet et længere interview med ham.

- Han vækkede dyret i mig. Jeg var chokeret over mig selv. Men det var som om, djævelen sad på min skulder og sagde: ’Gør det Stas, gør det. Dræb ham. Vi har ikke brug for ham på Jorden’, siger Stanislav Bogdanov til Holod.

Nyt håb i Ukraine

Han fik overbevist sig selv om, at manden sikkert var pædofil og slog ham ned med en ilddrager af jern.

Stanislav Bogdanovs kollega så passivt til, mens Sergej Zhiganov blev tortureret i timevis.

Vi var forberedt, men ikke på at få så mange tæsk

Stanislav Bogdanov, morder og tidligere lejesoldat

Natten faldt på, og Han blev slået 40 gange og udleverede pinkoderne til sine kreditkort for at slippe for sin plageånd, men det hjalp ham ikke.

Da klokken blev fem næste morgen, dræbte Stanislav Bogdanov sit offer ved at smide håndvægte i hovedet på ham.

Sagen blev hurtigt opklaret og Stanislav Bogdanov blev indsat i straffekolonien IK-7, hvor han brugte tiden med at arbejde på en systue.

I foråret 2022 hørte han om krigen på russisk tv, der berettede om den ene sejr efter den anden.

- Forsvarsministeriet rykkede frem med to eller tre kilometer om dagen. Jeg regnede ud, at vi nok allerede var i Polen, siger Stanislav Bogdanov til Holod.

En dag dukkede Jevgenij Prigozjin så ifølge Stanislav Bogdanov op i straffekolonien i egen høje person med et tilbud, som Stanislav Bogdanov ikke kunne sige nej til.

Han meldte sig straks til militærtjeneste.

Et nyt liv

På Wagner-gruppens base fik han udstyr, træning og våben, inden han 31. juli blev sendt til Ukraine.

Her blev de tidligere fanger brugt som kanonføde.

- Vi var forberedt, men ikke på at få så mange tæsk, siger Stanislav Bogdanov.

Over for Holod vil han ikke uddybe, hvad han foretog sig, men han holdt kun otte dage, inden han blev ramt af en granat, som sprængte hans ene fod af.

Ifølge Stanislav Bogdanov er hans liv nu ”et rent eventyr”.

Han er blevet lovet en benprotese og siger, at han stadig har en indtægt fra Wagner-gruppen på 200.000 rubler (ca. 20.000 Kr.) om måneden.

Pengene er nok til at starte et nyt liv, og Stanislav Bogdanov siger til Holod, at han er færdig med at stjæle og drikke.

Han siger, at han gerne vil sige undskyld til sit offer, men offerets familie har han ikke noget at sige til.

- Det vil bare gøre det værre. Hvad nu hvis moderen dør af et hjertetilfælde? Så sætter de mig bare i fængsel igen og beskylder mig for at have forgiftet eller slået hende, siger han til Holod.

Stanislav Bogdanovs sag er ikke enestående.

Det mest opsigtsvækkende i den er sådan set, at han har ladet sig interviewe i detaljer om sin forbrydelse.

Den sorte ejendomsmægler

Faktisk er det en anden sag, der har fået spalteplads i russiske medier siden midten af januar.

Den sag handler også om en tidligere straffefange, der tog til Ukraine for at slås.

Han er 66 år gammel, hedder Alexander Tjutin, har arbejdet som ejendomsmægler og er for nylig rejst på ferie til Tyrkiet.

Sagen har især vakt opsigt, fordi Alexander Tjutin ikke kun har ét liv på samvittigheden.

Han er fra Sankt Petersborg, og i 2021 blev han idømt 23 års fængsel i en af den slags drabssager, der ikke er ret mange af.

Alexander Tjutin – der i øvrigt har fået tilnavnet ”den sorte ejendomsmægler” - forsøgte i 2018 at hyre en lejemorder, der skulle dræbe hans niece, fordi hun stod til at arve et større pengebeløb, der ellers ville tilfalde Alexander Tjutin selv.

Ifølge det russiske medie 47 News var han villig til at bruge omkring 70.000 kroner på at hyre en mand til at bortføre niecen, når hun gik på gaden for derefter at slå hende ihjel.

Problemet for Alexander Tjutin var bare, at den mand, han troede var lejemorder, i virkeligheden arbejdede for politiet.

Efter anholdelsen begyndte ordensmagten at grave i hans fortid og fandt ud af, at Alexander Tjutins forretningspartner og hele dennes familie var omkommet ved en uopklaret forbrydelse i 2005.

Fra straffefange til badegæst

Den 38-årige forretningspartner Dmitrij Zejnalov, hans 11-årige søn, han 15-årige datter og hans gravide hustru blev dræbt i deres hjem i Sankt Petersborg.

Forretningspartneren og hustruen blev skudt med en Kalashnikov-riffel

De to børn forsøgte at flygte.

Sønnen blev skudt under flugten, mens det lykkedes datteren at låse sig inde på badeværelset.

Her blev hun dræbt med en økse.

Sikke et utroligt held

Fontanka, russisk avis

Ifølge anklagemyndigheden i Sankt Petersborg var det vigtigt for Alexander Tjutin, at der ikke var nogen arvinger til partnerens del af forretningen.

Forretningsmanden blev indsat i Straffekoloni nummer 9 i Karelien, og ifølge den uafhængige russiske avis Fontanka blev han sendt til Ukraine 16. juni.

Han vendte ifølge avisen hjem til Sankt Petersborg som en fri mand syv måneder senere, selv om kontrakten med Wagner-gruppen ikke officielt var udløbet, og han ikke var blevet såret.

Ifølge Fontanka er Alexander Tjutin dog særdeles velhavende.

- 17. januar kunne ingen forhindre ham i at flyve fra Sankt Petersborg til Antalya i Tyrkiet, hvor han kan få styr på sine nerver. Sikke et utroligt held, skriver avisen ironisk.

Mafiamedlemmet

Så Jevgenij Prigozjins påstand om, at den eneste måde tidligere fanger kan forlade Wagner-gruppen på i utide er som pensionister eller i zinkkister, ser ikke ud til at holde stik i alle tilfælde.

Medlemmer af den russiske mafia ser for eksempel ud til at kunne slippe ud af Ukraine før tid.

Et medlem af den berygtede Motinskij-gruppe, der afsonede en dom for mishandling og drab, er netop blevet hjemsendt fra krigen, skriver avisen Moscow Times.

Han hedder Anton Ionov, og blev i sin tid dømt for at dræbe ejeren af en bilvask i Sankt Petersborg sammen med en gruppe andre mafiafolk.

Personligt kunne jeg godt lide det, jeg tager helt sikkert tilbage

Anton Ionov, morder og tidligere lejesoldat

Ejeren blev overhældt med kogende vand, inden Anton Ionov og hans medgerningsmænd stjal hans Porsche Cayenne.

Dommen, der blev afsagt i 2018, lød på 11 års ophold i en straffekoloni.

Hvornår Anton Ionov havnede hos Wagner-gruppen i Ukraine vides ikke med sikkerhed, men i midten af januar 2023 dukkede han op på den russiske tv-kanal RT i en reportage om hjemvendte Wagner-krigere.

- Personligt kunne jeg godt lide det, jeg tager helt sikkert tilbage, sagde han til RT.

De mange eksempler på, at dømte mordere nu kan gå – eller humpe – rundt i det russiske samfund har fået det russiske medie Newsinfo til at stille spørgsmål til Jevgenij Prigozjin.

Wagner-gruppens chef er nemlig kendt for at besvare spørgsmål på sociale medier.

Er det fair?

Konkret ville journalisterne fra Newsinfo vide, om Jevgenij Prigozjin syntes det var fair, at ”den sorte ejendomsmægler” Alexander Tjutin kunne gå fri efter så kort tid i Ukraine, når man ser på, hvad han har gjort.

- Lad mig forklare tankegangen bag straffefangernes deltagelse i krigen i Ukraine. I sin tid som ejendomsmægler dræbte fangen, en familie på fire. I kender ikke denne familie, og I har aldrig mødt familiemedlemmerne, men I er ikke desto mindre vrede over det, skriver Jevgenij Prigozjin på Telegram..

- Denne fange gik i krig og døde. Eller måske overlevede han ved et mirakel. Han er en morder, og på slagmarken er han mere værd end tre, fire eller måske endda flere blomsterbørn, der stadig har våde læber af mælk fra deres mor, lyder det fra forretningsmanden som også mener, at de almindelige russere selv er skyld i, at Vladimir Putins regime må sende dømte mordere til fronten.

- I er mere villige til at sende en dræberejendomsmægler til fronten end til at sende jeres kære, der i modsætning til dræberejendomsmægleren nok kommer tilbage i flagdækkede kister. Og I skal ikke kigge ned i de kister, for i stedet for de blege hvidpudrede ansigter I er vant til at se ved begravelser, vil I se stykker af kød, der er flået fra hinanden af fjendens granater, skriver Jevgenij Prigozjin.

Præcis hvor mange fanger der kæmper for Wagner-gruppen i Ukraine er ikke kendt, men ifølge de ukrainske myndigheders efterretninger var der i midten af januar 2023 rekrutteret 38.244 fanger, hvoraf 77 procent enten var blevet dræbt eller såret.