Lille by kan blive vigtig for krigens udvikling – militæranalytiker overrasket over russisk træk
Rusland prøver at nå bagved de ukrainske forsvarslinjer i et forsøg på at lave en såkaldt "knibtangsmanøvre", forklarer militæranalytiker.
En lille by i det østlige Ukraine kan ifølge flere medier og militærbloggere blive afgørende for krigens udvikling i 2023.
Byen hedder Vuhledar, og noget tyder på, at den er vigtig for russerne at indtage.
Torsdag udførte russiske styrker en række angreb på blandt andet Vuhledar kun få kilometer fra Donetsk by, og ifølge russiske militærbloggere har landets hær opnået kontrol med dele af motorvejen mellem byerne Pokrovske og Vuhledar.
Det skriver amerikanske Institute for the Study of War.
Ifølge den ukrainske militærblogger Yuriu Butusov har kampene ved Vuhledar lige nu potentiale til at blive "afgørende for hele resten af krigen i 2023". Sådan skriver han på Telegram.
- Vuhledar er en praktisk forsvarslinje (..) fjenden kommer nedefra, og der er mulighed for at påføre fjenden et endnu større tab, skriver han blandt andet.
Knibtangsmanøvren
De ukrainske myndigheder bekræfter de tiltagende kampe i Vuhledar.
Ifølge den ukrainske viceforsvarsminister, Hanna Maliar, "øger fjenden lige nu presset" på både Bakhmut og Vuhledar i Donetsk-regionen, mens de "hårde kampe fortsætter". Sådan lyder det på Telegram.
At Rusland forsøger sig med at indtage Vuhledar er dog ikke nyt. Det har de forsøgt før – dog uden succes.
I forvejen kontrollerer de russiske styrker omkring halvdelen af Donetsk-regionen efter de ulovlige folkeafstemninger i september, så ønsket om at sidde tungere på området er ikke overraskende, fortæller Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
Det nye er, at Rusland forsøger sig med endnu en offensiv i området:
- Frontlinjen er mere eller mindre det samme sted, som da krigen startede i februar, og russerne får ikke rigtigt noget ud af at angribe på midten af linjen. Det er formentlig derfor, de prøver så intenst i "enderne" nu.
Anders Puck Nielsen vurderer, at Rusland på den måde forsøger sig med en såkaldt "knibtangsmanøvre", som de også tidligere har forsøgt i blandt andet byen Butja. Manøvren går ud på at komme bagved de ukrainske forsvarslinjer for så at angribe Ukraines hær fra baghold.
- Men det er en svær manøvre for russerne, og jeg ville blive noget overrasket, hvis det skulle lykkes dem, siger Anders Puck Nielsen til TV 2.
Carsten Rasmussen er brigadegeneral og tidligere forsvarsattaché i blandt andet Rusland. Han deler ikke de ukrainske militærbloggeres opfattelse af, at Vuhledar kan blive det afgørende punkt for krigens udvikling i den kommende tid.
Han anerkender, at der er "tryk på" i og omkring den lille by lige nu, men betydningen af Vuhledar i sig selv er næppe nok til at ændre hele krigen, siger han.
Ligesom Anders Puck Nielsen tror han nærmere, at russerne forsøger at opnå kontrol med en større del af Donetsk-regionen. Først hvis de opnår det, kan det for alvor blive "et væsentligt skridt" for russernes invasion.
Utålmodige russere
Forud for vintermånederne spekulerede flere militæreksperter i, at den russiske hær ville trække sig delvist, holde pause og fylde depoterne til en stor forårsoffensiv.
Men med den tiltagende offensiv i Vuhledar i disse dage tyder det på, at forudsigelserne ikke har holdt stik.
I stedet har Rusland kun øget offensiven, fortæller Anders Puck Nielsen.
- Jeg er lidt usikker på, hvor meget man skal lægge i offensiverne omkring Vuhledar, men vi ser et lidt overraskende billede af Rusland, der er gået meget mere i offensiven end forventningen om, at de skulle holde en pause, siger han og fortsætter:
- Og det kan godt tyde på en vis utålmodighed fra Rusland.
Ud over byen Soledar, som Rusland netop har indtaget efter ugers intens kamp, er det nemlig småt med de russiske resultater på slagmarken.
- Med andre ord: Alle de steder på midten, hvor Rusland forsøger at presse på, kommer de ingen vegne. Nu forsøger de at nå ind fra enderne, og derfor kan Vuhledar være værd at holde øje med, inden vinteren er ovre, lyder det fra militæranalytikeren.