Udland

Luftvejssygdom lukker Nordkoreas hovedstad ned

Foreløbig skal indbyggerne i Pyongyang blive i deres hjem indtil søndag på grund af luftvejssygdom.

Styret i Nordkorea har beordret en fem dage lang nedlukning af landets hovedstad på grund af en luftvejssygdom, der florerer i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Indbyggerne i hovedstaden Pyongyang skal foreløbig blive i deres hjem fra onsdag til søndag, skriver det sydkoreanske medie NK News ifølge AFP.

Mediet henviser til et notat fra den nordkoreanske regering.

Det fremgår ikke, hvorvidt der er tale om covid-19. Dog fremgår det ifølge NK News, at der er flere luftvejsvira i omløb, og at én af dem er en ganske almindelig forkølelse.

Men flere eksperter, som AFP har talt med, finder det sandsynligt, at covid-19 er på spil igen. Særligt fordi det er vinter i Nordkorea. Og covid-19 har gode betingelser for at spredes om vinteren.

Befolkningen i det hermetisk lukkede land har de seneste dage tilsyneladende haft en mistanke om, at noget var under opsejling.

I hvert fald kunne NK News tirsdag rapportere, at indbyggerne i Pyongyang var begyndt at hamstre dagligvarer og andre fornødenheder.

Det er første gang, at Nordkorea lukker dele af landet, siden styret erklærede "sejr" over covid-19 i august sidste år.