Udland

Tesla-retssag: Musk afviser anklage om at vælge kurs for sjov

Elon Musk skrev i 2018 på Twitter, at han overvejede at afnotere Tesla for 420 dollar per aktie.

Det var ikke ment som en joke, da Elon Musk tweetede, at han overvejede at tage Tesla af børsen for 420 dollar per aktie.

Det fortæller erhvervsmanden mandag, hvor han endnu en gang har taget plads i vidneskranken i den sag, der kører mod ham.

Sagen drejer sig om et par tweets, som Musk udsendte i 2018. Ud over at skrive om sin overvejelse om at afnotere Tesla, lød det fra Musk, at finansieringen var sikret til dette, og at støtten fra investorerne var bekræftet.

Udsving i aktiekurs

Budskabet udløste udsving for Teslas aktiekurs, hvilket kostede aktionærer mange penge. Flere har derfor lagt sag an mod Elon Musk, der står i spidsen for elbilproducenten.

Under retssagen har advokaten Nicholas Porritt, der repræsenterer flere af aktionærerne hævdet, at Musk valgte kursen på 420 dollar "som en joke".

Men det afviser Musk altså.

- 420 (dollar, red.) blev ikke valgt på grund af en joke. Det blev valgt, fordi der var en præmie på 20 procent over aktieprisen, siger han til sagens nævninger.

Erhvervsmanden, der også tog ordet i retssagen i sidste uge, mener også, at det er "skandaløst", at han bliver anklaget for svindel.

Han siger fra vidneskranken i retten i den amerikanske storby San Francisco, at den saudiarabiske formuefond Public Investment Fund (PIF) bakkede op om hans projekt om at afnotere elbilproducenten.

Senere skulle Yasir Al-Rumayyan, chefen for fonden, dog have trukket i land, fortæller Musk.

Kunne afnotere Tesla-aktien med egne penge

Milliardæren siger også, at selv uden formuefonden havde han penge til at kunne afnotere Tesla.

Han kunne nemlig bruge penge fra sin personlige formue, herunder ved at bruge sine aktier i rumfartsvirksomheden SpaceX, som han også står i spidsen for.

Sidste år gennemførte han sit køb af Twitter. Han betalte 44 milliarder dollar for det sociale medie.

Siden da har rigmanden været i vælten for sin håndtering af mediet.

Han valgte blandt andet relativt hurtigt at fyre cirka halvdelen af Twitters i alt 7500 ansatte