Svensk politi stopper 14-årige med automatvåben på vej til at begå drab: - Det er et helvede
Halvdelen af de mistænkte i blodig bandekrig i Stockholm er under 18 år. "Vi er mislykkedes," siger svensk politikommissær.
Søndag aften indledte politiet i Jordbro syd for Stockholm en biljagt. Bilen blev stoppet ved en restaurant, og fire personer forsøgte at slippe væk. De blev alle tilbageholdt og er nu sigtet for groft brud på våbenloven.
Ifølge den svenske avis Aftonbladet er politiet "sikre på, at man har forhindret et drab”.
Et drab, der ifølge oplysninger til Aftonbladet skulle være blevet begået af den yngste af de fire personer i bilen. En 14-årig dreng, der skulle have fået et sekscifret beløb for at ”nakke nogle”.
Den 14-årige var den femte meget unge gerningsmand, der blev pågrebet hen over weekenden i Stockholm.
- Vi er mislykkedes
I lørdags blev to 15-årige stoppet i en bil på E4 i det nordlige Stockholm. De er mistænkt for at have medvirket i et skyderi med automatvåben i Dalen.
En mand var blevet beskudt af flere gerningsmænd, men lykkedes med at undvige. Vidner hørte fire-fem skud. Efterfølgende oplysninger tyder på, at gerningsmændene havde skudt mod den ”forkerte person” – en uskyldig mand, som blot skulle have lignet deres egentlige mål.
Og i fredags blev en 13-årig og en 14-årig ifølge politiet i sidste øjeblik stoppet fra at begå et skyderi i Hammarbyhöjden, der ligger syd for Stockholm.
De to drenge befandt sig i en bil, der var blevet set ved en adresse, som politiet holder særligt øje med, fordi beboere på adressen vurderes at være i fare for at blive udsat for en voldelig hændelse.
Det mistænkte skyderi blev afværget, og bilen forlod stedet i høj hastighed. Politiet optog forfølgelse, og de mistænkte gerningsmænd endte med at forulykke ved Gullmarsplan.
I bilen fandt politiet et automatvåben. Den 13-årige og den 14-årige blev tilbageholdt, mens en 22-årig mand flygtede til fods. Han blev anholdt efter at have forsøgt at gemme sig i en båd.
De to unge drenge har selv sagt, at de blev tvunget til at deltage i skyderiet af den 22-årige.
Rækken af sager får nu politikommissær Gunnar Appelgren, som i mange år har arbejdet med bandemiljøet i Stockholm, til at erkende, at de er "mislykkedes".
- Det er et helvede, sagt på rent svensk, siger Gunnar Appelgren i et interview med Aftonbladet.
- Vi ser 14-årige gå rundt med skarpladte pistoler. Tidligere anvendte man de yngre til at transportere og gemme våben. I dag anvender bagmændene de helt unge til at begå grove voldsforbrydelser, tilføjer politikommissæren.
Mange mistænkte langt under 18 år
De seneste uger har den svenske hovedstad været ramt af en voldsom bølge af voldelige hændelser. Det er et udtryk for, at der lige nu er en række såkaldt ”røde konflikter”, hvor en eller flere kriminelle netværk er i indbyrdes krig.
Siden juledag har der været mindst 27 alvorlige hændelser i og omkring Stockholm: eksplosioner, skuddrab, skyderier og afværgede skyderier.
Der findes mindst 52 organiserede kriminelle netværk i Region Stockholm ifølge politiets oplysninger. Flertallet af dem har rødder i det svenske indvandrermiljø.
Men et flertal af den seneste tids skyderier og eksplosioner ser ud til at kunne kobles til en kamp om et narkomarked mellem en 24-årig bandeleder fra Dalen-netværket og en mand i 30’erne, som går under navnet 'Den kurdiske ræv'. Flere angreb har været rettet mod personer med tilknytning til de to kriminelle netværk eller mod pårørende til de to bandeledere.
Op imod 30 personer er blevet tilbageholdt, og der er gjort beslaglæggelser af håndvåben, automatrifler, håndgranater, sprængkapsler og dynamit.
Ifølge politiet er omkring halvdelen af de mistænkte fra den seneste tids voldsbølge i Stockholm under 18 år gamle. Op mod 75 procent er 20 år eller derunder.
- Det er en kæmpe udfordring. Det handler om helt unge personer, som igennem længere tid er blevet socialiseret ind i kriminelle netværk, sagde konstitueret politiregionschef i Stockholm, Mattias Andersson, på et pressemøde i sidste uge.
- For mig er det her den største udfordring, vi som samfund har de næste 10 til 15 år. Det må stoppes. Politiet må lige nu arbejde med 14-årige, som begår mordforsøg med automatvåben, sagde politichefen.
Handler om bekræftelse og at tjene penge
Ifølge svensk politi er det ikke usædvanligt, at de unge, som begår forbrydelser, bliver tvunget eller truet til det.
Politikommissær Gunnar Appelgren siger, at det mest sædvanlige er, at de unge omgås med ældre bandekriminelle og bliver spundet ind i deres aktiviteter.
- Det er næsten bedre, hvis de unge bliver tvunget til at begå forbrydelserne, set ud fra et menneskeligt perspektiv. Det ville indebære, at vi lettere ville kunne hjælpe de unge. Men jeg tror, at de fleste kriminelle handlinger er selvvalgte.
Tidligere var volden et værktøj for at opnå et kriminelt mål. Nu kan volden i sig selv være det interessante, mener Gunnar Appelgren. Det handler om at skabe sig et navn, tjene penge og få bekræftelse.
Eksperter har også peget på, at de kriminelle bander spekulerer i, at helt unge gerningsmænd får en langt mildere straf, end en voksen ville få. En 15- eller 16-årig drabsmand kan med ungdomsrabat forvente at være på fri fod igen efter tre til fire års afsoning i en lukket institution for unge kriminelle.
Forøgelse med 100 procent
At unge står bag bandevold og skyderier, er ikke et nyt eller usædvanligt fænomen i Sverige.
For eksempel var den formodede gerningsmand bag likvideringen af en bandeleder i storcenteret Emporia i Malmø i august sidste år blot 15 år.
Den nye tendens, svensk politi ser, er, hvor unge de unge kriminelle er. Og hvor ofte nye hændelser sker.
- Det er nyt, at 13- og 14-årige begår så grove voldshandlinger og synes, at det er en god ide at forsøge sig med en kriminel karriere og begå drab, siger Gunnar Appelgren.
- Når vi kigger på udviklingen mellem 2021 og 2022 og kigger på aldersudviklingen for mistænkte for blandt andet drab, så er den gruppe øget med 100 procent, siger han.