Skyfænomen har vakt opsigt på himlen i Tyrkiet
Der er en naturlig forklaring, fortæller TV 2s meteorolog.
En usædvanlig skyformation vakte torsdag opsigt på himlen over byen Bursa i det nordvestlige Tyrkiet.
Synet, der mødte folk i området, er af BBC blevet beskrevet som ufo-lignende. Men der er en naturlig forklaring, fortæller meteorolog på TV 2 Rune Zeitzen.
- Den simple forklaring er, at når luften passerer hen over bjergene, kommer der bølger i selve luftstrømningen. Det kan gøre, at der dannes nogle særlige mønstre, der kan se ret dramatiske ud, siger han.
I torsdagens tilfælde så skyformationerne ekstra flotte ud, fordi der samtidig var solnedgang, og solstrålerne skinnede ind på skyerne nedefra, hvilket gav en 3D-effekt, forklarer meteorologen.
Fænomenet har også et navn: Lenticular clouds.
Sker i vores nabolande
Og flot ser det ud, men vi skal ikke begynde at spejde efter lignende skybilleder på den danske himmel.
Bjerge er nemlig afgørende for, at lenticular clouds opstår, og dem har vi som bekendt ingen af i Danmark. Derimod ligger Bursa for foden af en bjergkæde.
- Det sker ofte i Alperne, og i bjergregioner i eksempelvis Grønland og i vores nabolande, Norge og Sverige. Generelt er der brug for ret høje bjerge, som kan skabe den rette bølgedynamik i luften, siger Rune Zeitzen.
Ligner, at skyerne står sti
Men selvom der er tale om et relativt normalt fænomen, så medgiver meteorologen, at der her er tale om "en meget flot udgave".
- Man ser ofte i de højeste bjerge, at de har et slags skylåg øverst. Det her er den samme skytype, hvor luften direkte presses op over bjerget. Det enestående ved dem er, at det i modsætning til andre skyer ligner, at de står stille, siger TV 2s meteorolog.
Skyformen kan observeres i alt fra nogle minutter til flere timer.
- Generelt varer de frithængende skyer ikke helt så længe, som dem, der er på selve bjerget. Det er, fordi atmosfæren bag et bjerg er ret konstant. Men de er der oftest i lang nok tid til, at man kan stå og beundre dem, siger Rune Zeitzen.
Lenticular clouds på himlen over Novara i Italien i oktober 2017.