Storbritannien leverer desperat efterspurgte kampvogne til Ukraine

Udover Storbritannien har også Frankrig og Polen lovet snart at sende pansrede køretøjer - det polske tilbud kræver tysk accept.

Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, har under et opkald med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræftet, at Storbritannien vil levere Challenger 2-kampvogne til Ukraine.

Der er tale om en såkaldt tredjegenerationskampvogn, der er noget af det mest moderne inden for militærmateriel – og kampvogne, som Ukraine længe har efterspurgt.

En talsmand for Downing Street fortæller, at de to ledere under deres samtale reflekterede over den nuværende situation med Ruslands krig i Ukraine. Ukraine har haft flere succesfulde sejre, der har skubbet russiske tropper tilbage og derved har forværret Ruslands militære og moralske problemer.

- De var enige om behovet for at gribe dette øjeblik med en acceleration af global militær og diplomatisk støtte til Ukraine, lød det fra talspersonen ifølge blandt andet det britiske medie Sky News.

I samtalen oplyste Rishi Sunak Storbritanniens ambition om at intensivere støtten til Ukraine – blandt andet gennem levering af Challenger 2-kampvogne og yderligere artillerisystemer, oplyser talspersonen.

Zelenskyj har takket for den "stærke støtte"

Volodymyr Zelenskyj har takket Rishi Sunak og skriver på Twitter, at den "stærke støtte" fra Storbritannien er "uigennemtrængelig" og "klar til udfordringer".

- I en samtale med premierministeren, Rishi Sunak, takkede jeg for de beslutninger, der ikke kun vil styrke os på slagmarken, men også sende det rigtige signal til andre partnere, skriver han.

Ifølge flere medier, herunder BBC og The Sun, er der tale om, at Storbritannien vil levere 12 Challenger 2-kampvogne til Ukraine, men det præcise tal er endnu ikke blevet bekræftet.

Polsk tilbud kræver tysk godkendelse

Udover Storbritannien har også Frankrig og Polen lovet snart at sende pansrede køretøjer, som det ukrainske militær kan bruge i deres bestræbelser på at beskytte sig mod Rusland.

Frankrig regner dog med at levere nogle lettere køretøjer end dem, som Storbritannien vil sende til Ukraine. Den franske forsvarsminister, Sébastien Lecornu, sagde fredag, at Frankrig planlægger at sende AMX 10-RC pansrede køretøjer til Ukraine inden for to måneder.

Polen har tilbudt at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Det sagde den polske præsident, Andrzej Duda, onsdag. Leopard-kampvognen er dog fremstillet i Tyskland, og dens reeksport vil kræve den tyske regerings godkendelse.

En talsmand for det tyske ministerium for økonomiske anliggender og klimaindsats har tidligere sagt til CNN, at de ønsker, at det skal være "en international koalition". Derfor er chancen for, at Leopard-kampvognene kommer til Ukraine formentlig blevet markant højere efter Storbritanniens meddelelse i dag.

Finland overvejer også at følge trop. Torsdag sagde den finske præsident, Sauli Niinisto, at hans land kunne sende et begrænset antal af pansrede køretøjer til Ukraine, hvis en gruppe nationer tog beslutningen sammen.

Også Danmark overvejer i disse dage, om støtten til Ukraine skal intensiveres. Dog ikke i form i af kampvogne, men derimod med 19 splinternye artillerisystemer af typen Ceasar haubits. Lad mere om det danske dilemma her.