Black Lives Matter-stifters fætter dør efter anholdelse

Keenan Anderson, der er fætter til Patrisse Cullors, er død efter en hændelse, hvor betjente holdt ham nede.

Et familiemedlem til Patrisse Cullors, der er medstifter af Black Lives Matter-bevægelsen, er død efter en hændelse med politibetjente fra Los Angeles' politistyrke.

Her blev der blandt andet brugt en strømpistol flere gange mod den 31-årige lærer Keenan Darnell Anderson, der er fætter til Patrisse Cullors.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder amerikanske NBC News. Ifølge politiet var Anderson involveret i en bilulykke og forsøgte at flygte.

I kølvandet på episoden 3. januar har politiet i Los Angeles (LAPD) udgivet en video derfra.

Den viser, at Anderson trygler om hjælp, mens betjente holder ham nede. Det skriver BBC.

På et tidspunkt kan man høre ham sige:

- De prøver at lave en George Floyd på mig.

Strømpistol i halvt minut

Det var med henvisning til den meget omtalte sag om den sorte amerikaner George Floyd, der blev dræbt 25. maj 2020.

Her knælede en hvid betjent på hans hals i adskillige minutter i forbindelse med en anholdelse i storbyen Minneapolis.

På et pressemøde tidligere på ugen sagde Michel Moore, der er politichef for LAPD, blandt andet, at den 31-årige havde forsøgt at flygte fra stedet og prøvede at stige ind i en anden persons bil mod vedkommendes tilladelse.

Strømpistolen blev i første omgang brugt på Keenan Darnell Anderson i omkring et halvt minut, skriver BBC.

Det skete, efter at en betjent flere gange havde advaret om, at han netop ville bruge strømpistolen mod Anderson, hvis ikke han stoppede med at gøre modstand mod anholdelsen. Andre betjente holdt ham nede.

Ifølge politiet ankom ambulancen omkring fem minutter efter, at strømpistolen var blevet brugt mod ham.

Dødsårsag ikke fastlagt officielt

Han blev bragt til hospitalet og døde omkring fire en halv time senere efter at have fået hjertestop.

Politichef Michel Moore har udtalt, at Anderson testede positiv for hash og kokain i en blodprøve. Der er dog ikke blevet fastlagt en formel dødsårsag, skriver The Guardian.

Den britiske avis har også interviewet Patrisse Cullors, som altså er kusine til Keenan Darnell Anderson.

- Min fætter bad om hjælp, og han fik den ikke. Han blev dræbt, siger medstifteren af Black Lives Matter.