Taiwan gør klar til krig
Siden Ruslands invasion af Ukraine er truslen fra Kina blevet mere virkelig i Taiwan.
Carol Chen har levet med risikoen for en kinesisk invasion, siden hun blev født for 27 år siden. Tidligere var det ikke noget, der bekymrede hende så meget.
Ligesom de fleste af Taiwans 23 millioner indbyggere har hun altid haft svært ved at forestille sig, at kineserne på den anden side af Taiwan-strædet skulle finde på at angribe.
Men siden Ruslands invasion af Ukraine er truslen fra Kina blevet meget mere virkelig i Taiwan, og den unge designer føler, at hun er nødt til at gøre noget for at forberede sig til en eventuel krig.
Behov for civilt forsvar
Derfor har hun de seneste seks måneder modtaget skydetræning på Camp 66, der er en privat organisation, som foruden skydetræning underviser i krigsførelse og i at lære at genkende fjenden.
- Taiwan er en lille ø, og der er ikke rigtig nogen steder at tage hen, hvis Kina angriber os, siger hun.
Det var hendes kæreste, Mo Long, der tog hende med første gang. Han har mere end ti års erfaring med at skyde med luftgevær og plastikkugler. Den strikse våbenlovgivning i Taiwan betyder, at civile ikke må bruge rigtige våben.
Den sandfarvede pistol, som Carol Chen med sikker hånd jonglerer med, da TV 2 møder hende, ligner et rigtigt våben. Hun har også både skudsikker vest og hjelm med natkikkert, som hun bruger, når hun og kæresten sammen med en gruppe venner træner ude i skoven og i nedlagte industriområder.
Hun bryder sig ikke om tanken om at skulle skyde med rigtigt krudt og måske være nødt til at skulle slå et andet menneske ihjel. Men hun er ikke i tvivl om, at hun kan, hvis det bliver nødvendigt.
- Jeg vil gøre, hvad der er nødvendigt for at beskytte mig selv og min familie, siger hun.
Kina truer med invasion
Truslen er reel. Kinas leder, Xi Jinping, har flere gange nævnt, at det er en del af hans kinesiske drøm at ”genforene” Taiwan med Kina. Hvis det ikke kan ske fredeligt, udelukker han ikke muligheden for at bruge militær magt. Og skulle Taiwan finde på at erklære sig selvstændigt, vil han ikke tøve med at invadere øen.
USA’s præsident, Joe Biden, har flere gange sagt, at USA vil rykke ind med sit militær, hvis Kina angriber Taiwan, men hver gang har Det Hvide Hus trukket hans udtalelser tilbage.
Uklar retorik fra USA
Derfor er det uklart, om USA vil støtte Taiwans militære udvikling ved at forsyne øen med våben, eller om USA vil kæmpe direkte mod Kina i noget, der har potentiale til at udløse tredje verdenskrig.
Taiwans regering har netop besluttet at forlænge værnepligten fra 4 måneder til 12 måneder, og et stigende antal af øens indbyggere er ligesom Carol Chen begyndt at forberede sig på en krig.
Flere private organisationer tilbyder kurser, hvor man kan lære om alt fra førstehjælp og fake news til at lære at skyde.
Hos Kuma Academy i Taipei er der fuldt hus hver gang, de holder kursus, og deltagerne er både unge og ældre mennesker, som ønsker at blive klogere på civilt forsvar.
Forberedelse afgørende
En af dem er pensionisten herre Zhang, som er der for at søge efter et godt svar, når hans familiemedlemmer spørger ham om, hvad de skal gøre, hvis krigen kommer.
- Man kan aldrig forberede sig nok. Vi har brug for flere våben og mere mandskab. Ikke bare regeringen og hæren, men civilbefolkningen skal også stå frem og hjælpe vores regering og militær. Ellers bliver det umuligt at beskytte sig selv og sin familie under meget svære betingelser, siger han.
Mange eksperter mener, at Kinas regering er for travlt optaget med at håndtere landets skrantende økonomi og en alvorlig sundhedskrise på grund af covid, og blandt andet derfor er risikoen for invasion ikke så stor i 2023.
Kina frygter selvstændighedserklæring
Andre siger, at det hele afhænger af, hvor meget støtte Taiwan får fra USA og andre lande i Vesten. Hvis Kinas regering ser en risiko for, at Taiwan med opbakning fra Vesten erklærer sig selvstændigt, vil det være en krænkelse af Kinas suverænitet, og så vil Kina reagere med militær invasion.
For Carol Chen giver det en vis tryghed at tage sagen i egen hånd.
- Det giver mig mere selvtillid til at møde det, der kommer til at ske eller ikke til at ske, siger hun.
Bliv klogere på situationen i Taiwan, når magasinet 'Verden ifølge News' torsdag 12. januar sætter fokus på konflikten klokken 18.20 på TV 2 NEWS.