Udland

Ekskong Konstantin er død

Den græske ekskonge har i flere dage været indlagt på intensivafdelingen på et privathospital i Athen.

Ekskong Konstantin er død i en alder af 82 år. Det skriver græske medier ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Konstantin var gift med dronning Margrethes søster, Anne-Marie.

Den græske ekskonge har i flere dage været indlagt på intensivafdelingen på et privathospital i Athen.

Lørdag kom det frem, at Konstantin var i kritisk tilstand. Flere græske medier skrev, at Konstantin havde fået et slagtilfælde i sit hjem.

Konstantin har de seneste år været indlagt flere gange.

Han har desuden været ramt af covid-19 to gange.

Konge som 23-årig

Konstantin blev som kun 23-årig konge af Grækenland efter sin fars død i marts 1964.

Senere samme år blev han gift med den dengang kun 18-årige prinsesse Anne-Marie af Danmark, der dermed blev dronning af Grækenland.

Parret flygtede fra Grækenland og tronen som følge af det græske statskup i 1967 og bosatte sig i Rom.

Ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie var på mange måder de europæiske kongehuses samlingspunkt via deres kongelige aner.

Eksdronning Anne-Marie var således knyttet til både den danske og svenske kongefamilie igennem sin mor og far.

Blødte op

Med tiden blødte de skiftende græske regeringer og grækernes ellers strengt afvisende kurs op over for ekskongen.

Han og Anne-Marie begyndte at få lov til at besøge Grækenland hyppigere, inden de besluttede sig for at forlade den engelske hovedstad London, som de havde bosat sig i i starten af 1970'erne. Her boede parret i næsten 40 år sammen med deres fem børn, prinsesse Alexia, kronprins Pavlos, prins Nikolaos, prinsesse Theodora samt prins Philippos, inden de i 2013 vendte hjem til Grækenland.

Her bosatte parret sig i kystbyen Porto Cheli.