Prins Harry taler ud

Prins Harry opdagede sin farmors død på BBC - her er syv af de største afsløringer fra den nye bog

- Det er en meget velorkestreret krig mod kongehuset, siger Ulla Terkelsen, der som en af få i Danmark har læst 'Reserven'.

En spændende bog med saftige afsløringer. Men også et bevis på den dybe krise, det britiske kongehus befinder sig i.

Sådan siger TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen, der som en af de første i Danmark har fået fat i og læst den britiske prins Harrys nye selvbiografi 'Reserven' (The Spare), som tirsdag udkommer verden over.

- Det er en meget alvorlig krise, siger hun.

Det er i forvejen kun hver anden brite, der bakker op om kongehuset.

Og med dronning Elizabeths død i september forsvandt over 70 års dybe rødder og en samlende figur, der som hele Storbritanniens bedstemor gav stabilitet.

I stedet er tronen nu besat af kong Charles, der stadig er ved at finde sine ben før kroningen 6. maj 2023 – og med Harrys nye bog sker det nu på glødende kul.

Velorkestreret krig

Bogen har de seneste dage skabt store overskrifter, efter at den ved en fejl blev sat på boghandlernes hylder i Spanien i torsdags og revet bort af britiske journalister, før den blev fjernet igen.

For i 'Reserven' kaster prins Harry ikke bare med sten mod Buckingham Palaces gamle ruder. I stedet kører han de store kanoner i stilling og affyrer dem – en efter en.

Første salve blev skudt afsted, da han og hertuginde Meghan delte deres oplevelser i et stort interview med Oprah Winfrey i 2021. Og næste salve var parrets dokumentarserie på Netflix i december 2022. Nu kommer den tredje store salve med bogen og interviews.

Den slags angreb kan skabe revner i et fundament, der i forvejen er plaget af efterveerne af andre store skandaler.

For eksempel tiden op til Charles og Dianas skilsmisse i 1992, hendes død i 1997 samt den seneste sag om prins Andrew og anklagerne om hans sexforbrydelser mod mindreårige piger.

- Det er en meget velorkestreret krig mod kongehuset, han og Meghan fyrer af fra deres hjem i Californien. Spørgsmålet er nu, om det britiske kongehus kan holde til det?, siger Ulla Terkelsen.

Den debat er allerede i fuld gang i Storbritannien.

Mens den raser, kan du her se syv af de største afsløringer fra bogen 'Reserven'.

Opdagede sin farmors død på BBC

I bogen beskriver prins Harry den dag, hans farmor døde, og afslører, at det ikke var hans egen familie, der fortalte ham om dronning Elizabeths død. Det var BBC.

Prinsen var af sin far blevet bedt om at skynde sig til Balmoral i Skotland, hvor dronningen lå for døden. Mens flyet lagde an til landing, lyste prinsens telefon op med en besked fra hans hustru, hertuginde Meghan, der bad ham om at ringe.

I stedet tjekkede han BBC’s hjemmeside og opdagede selv, at hans farmor var død, og at hans far var blevet konge.

Lyn-analyse

Der er en masse episoder som denne i bogen, hvor det er som om, han ser i bakspejlet og først nu føler nag over, hvordan hans familie har behandlet ham. En af Harrys hovedanklager i bogen er, at da han forelsker sig i Meghan, vender hans familie sig mod hende og mod dem som par. Det minder ham om alle de oplevelser, hvor familien ikke var der for ham – og nu har han fået nok.

William anbefalede naziuniform til fest

Prins Harry giver kronprins William og hans hustru, kronprinsesse Kate, en del af skylden for, at han som 20-årig endte i en naziuniform til en fest – og derefter på forsiden af The Sun.

I bogen forklarer han, at han ringede til sin storebror, da valget af kostumer stod mellem pilot og nazist. William og Kate stemte begge for naziuniformen, skriver han, og grinede, da de så ham i den.

Lyn-analyse

Med denne afsløring viser prins Harry, at han ikke var alene om den bommert. Selv kronprinsen var en del af det, for dengang opfattede de det ikke som kontroversielt. Men prins Harry forsøger samtidig at vise, at alle begår fejl, men når han gør det, havner det på forsiden af alverdens aviser. Uanset hvor han er, er han aldrig fri af sladderpressen, for der er altid nogen, der tager billeder af ham, og udstiller hans ungdoms fejltagelser, som andre får lov at begå i fred. 

Harrys første gang var bag en pub

Prins Harry var 17 år, da han havde sex første gang, og det var med hans egne ord en ydmygende oplevelse.

Det skete på en mark bag en travl pub med en ældre kvinde, der var meget glad for heste, slog ham bagi og i det hele taget behandlede ham som en ung hingst, skriver han i bogen.

Alene valget om at gøre det omme bagved en travl pub kalder Harry for en af sine mange fejltagelser i bogen.

Lyn-analyse

Prins Harry forsøger her at afmontere sladderpressen ved at afsløre det hele selv i deltajer. Som om han viser dem, at han er klar til at afsløre alt om sit liv, og derfor kan de ikke digte og skabe myter om ham mere. Men man kan samtidig spørge, hvad denne grad af detaljer gør ved et kongehus' magi? Det er den store fare ved hans detaljerede afsløringer på sigt, for hvis alle de kongelige nu begynder at dele alt, så forsvinder mystikken og magien.

Kokain og andre stoffer

Stoffer i forskellige former har fulgt prins Harry siden skoledagene.

I bogen erkender han at have røget hash på overklassens foretrukne privatskole Eton, taget kokain som teenager hos en ven og som voksen prøvet euforiserende svampe til en fest hjemme hos skuespilleren Courteney Cox fra tv-serien 'Venner'.

Prinsen prøvede første gang kokain på en jagtweekend som 17-årig, men han blev hverken glad eller havde det så sjovt, som de andre. I stedet fik det ham til at føle sig anderledes, og det blev fremover kokainens formål for ham: At føle. At være anderledes.

Lyn-analyse

Prins Harry fyrer sladderjournalisterne en for en. Nøjagtig som med afsløringen af hans første gang, afmonterer prins Harry her pressens evne til at skabe saftige overskrifter ud af læk fra kongehuset. I gamle dage ville man se de kongelige med et glas champagne i ny og næ, men her viser han i detaljer omfanget af sprut og stoffer i hans omgangskreds. De små afsløringer hele bogen igennem bruger prins Harry samtidig til at vise, at han for alvor har lagt alle kort på bordet.

Harry genskabte Dianas sidste øjeblikke

Da prins Harry var i Paris i 2007 som led i VM i Rugby, bad han sin chauffør om at genskabe hans mors, prinsesse Dianas, sidste køretur.

Den 23-årige prins bad ham køre gennem Pont de L’Alma-tunnellen, hvor hans mor forulykkede i 1997, med nøjagtig samme hastighed som dengang: 105 kilometer i timen.

Bagefter drak han sig sanseløst beruset og forsøgte at komme op at slås med sin bodyguard, der i stedet havde travlt med at true chaufføren til tavshed.

Lyn-analyse

Med denne passage forklarer prins Harry, hvor hans dybe had til sladderpressen og paparazzierne stammer fra – uden at skrive det direkte. Som genskabelsen af den fatale køretur viser, føler han et klart skæbnesfællesskab med sin mor. Akkurat som når han siger, at han flyttede sin familie fra Storbritannien, for at historien ikke skulle gentage sig, som da hans mor blev jaget i døden af paparazzierne og den sladderpresse, der betaler store summer for deres billeder.

William slog Harry i gulvet

Den afsløring, der nok har fået mest omtale i dagene op til udgivelsen´, er konfrontationen med storebror William i prins Harrys hjem Nottingham Cottage i 2019.

I bogen skriver prins Harry, at kronprins William kaldte Harrys hustru, hertuginde Meghan, for vanskelig, uhøflig og ubehagelig, og at det hele endte med, at William gik til angreb på ham og slog ham i gulvet.

Prins Harry skal med egne ord være landet oven på hundemadskålen, der splintredes og skar sig ind i hans ryg. Bagefter kølede William af i stuen et par minutter og kom tilbage for at sige undskyld og bede prins Harry om ikke at sige noget til Meghan om det.

Lyn-analyse

Alle de episoder gennem bogen, som prins Harry føler nag over den dag i dag, akkumulerer sig og rammer kogepunktet her i hans køkken. Prins Harry mener, at de bør stå skulder ved skulder mod sladderpressen efter deres mors død. Men her står kronprins William og gentager pressens floskler om hertuginde Meghan og tager – som Harry oplever det – sladderpressens parti. Det er her deres forhold krakelerer. 

Afghanistan og Harrys 25 drab

Prins Harry afslører, at han i løbet af sin anden tur til Afghanistan som soldat slog 25 Taliban-krigere ihjel fra sin plads som co-pilot i en Apachehelikopter.

Han er hverken stolt eller skammer sig over drabene, da han opfattede krigerne som “skakbrikker”, skriver han. Som onde mennesker sat ud af spillet, før de kunne skade gode mennesker.

Netop den afsløring har skabt frygt for, at prinsen kan have bragt sig selv, sin familie og britiske soldater i fare.

Lyn-analyse

Den detalje om de 25 drab er en af grundene til, at han er upopulær hos briterne. For ved at afsløre den, viser han ubetænksomhed over for andre britiske soldater og bringer måske deres liv i fare. Prins Harry var glad for sin tid som soldat i Afghanistan og snakker varmt om sin soldaterfamilie, men her er han – uforvarende, tror jeg – kommet til at støde flere af dem fra sig. De seneste dage har flere eks-officerer raset over, at han tog netop denne afsløring med i bogen.

 

Ulla Terkelsen har som en af de første danskere læst prins Harrys nye bog. Hør hende fortælle mere om den i dagens afsnit af TV 2s podcast 'Dato'.