Krigen i Ukraine

Dansk ekspert forudser russisk totalkrig i 2023

Putin har tidligere sagt, at truslen om atomkrig er stigende.

Putins trussel om atomvåben skal tages alvorligt. Russerne har snart ikke mange andre muligheder for at sejre i krigen end ved at eskalere.

Sådan siger militæranalytiker og orlogskaptajn Anders Puck Nielsen til TV 2 i magasinet Lippert tirsdag.

- Russerne går bort fra snakken om en lille, særlig militær operation, og man kommer mere i retning af en totalkrig, der involverer hele det russiske samfund, og jeg tror, at det er den krig, vi kommer til at se i 2023, siger Anders Puck Nielsen.

I efteråret rekrutterede den russiske hær omkring 300.000 unge mænd og har sendt en del af dem til fronten. Der er formentlig en gruppe, der stadig er ved at blive trænet, siger militæranalytikeren.

Så spørgsmålet er, hvilke træk som russerne kan ty til, hvis Putin vil eskalere krigen. Yderligere mobilisering er noget af det, der virker for russerne, der ellers er pressede, da der er mangel på ammunition og artilleri, og Ukraines hær viste sig at være en sværere modstander, end Putin havde regnet med.

Men der er også en anden vej, som krigen kan gå.

Der er atomvåben.

Putin har i december sagt, at truslen om atomkrig er stigende, og at det kun ville blive brugt i tilfælde af et angreb mod Rusland.

Enormt store konsekvenser

Anders Puck Nielsen kalder det en ”sidste udvejs-løsning”.

Han understreger, at han ser det som det mindre sandsynlige udfald, men at vi er ”nødt til at erkende, hvor alvorlig situationen er”.

- Den største udfordring ved diskussionen (om atomvåben, red.) er, at konsekvenserne er enormt store, siger orlogskaptajnen, der tilføjer:

- Man er nødt til at være opmærksom på risikoen, og vi bør kunne tale om den.

Han forklarer overvejelsen om muligheden for brug af atomvåben med, at denne krig efterhånden bliver betragtet som en eksistentiel krig af russerne. Og samtidig er Rusland verdens største atommagt.

- Der er en meget lille sandsynlighed for, at det bliver aktuelt, tror jeg. Men hvis jeg siger, at jeg tror, at der er 95 procent sandsynlighed for, at 2023 er frit for atomkrig i Europa, er der 5 procents risiko for atomkrig. Og det er jo ret højt.

Ville overskride en tærskel

Der er forskellige mål for, hvor eventuelle nukleare våben kan bruges, siger Anders Puck Nielsen. Det kan være ved soldater ved fronten. Eller russerne kunne fyre et af i Sortehavet, midt ude i ingenting, for at vise, hvor store og beslutsomme de er.

- Eller man kan gå efter de ukrainske byer. Men man skal passe på med at tro, at atomvåben er altødelæggende, understreger Anders Puck Nielsen.

Han minder om billeder fra Mariupol, der nærmest blev lagt i ruiner i foråret. De ødelæggelser, man så der, svarer til en ikke helt lille atombombe, siger Anders Puck Nielsen. Der er altså også atomvåben, der er mindre og derfor mindre ødelæggende.

Men det handler mere om at overskride den tærskel, det vil være at bruge atomvåben.

- Jeg tror, at russerne vil prøve at vinde krigen på andre måder. Brug af atomvåben kan involvere Vesten og måske ville Kina og Indien vende mod Rusland, lyder det.

Se hele interviewet med Anders Puck Nielsen i ’Lippert’ på TV 2 PLAY.