Israelsk luftangreb sætter lufthavn i Damaskus ud af drift

Et luftangreb mod Damaskus' Internationale Lufthavn har dræbt to syriske soldater, oplyser Syriens hær.

Et israelsk luftangreb har natten til mandag sat den internationale lufthavn i Syriens hovedstad, Damaskus, ud af drift.

Det oplyser den syriske hær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

To syriske soldater er blevet dræbt i angrebet, der også var rettet mod områder omkring lufthavnen.

Derudover er der sket materielle skader.

Syriens hær oplyser ifølge det syriske nyhedsbureau Sana, at angrebet mod Damaskus' Internationale Lufthavn og dens omgivelser fandt sted klokken 02.00 mandag lokal tid - midnat dansk tid.

- Omkring klokken 02.00 udførte Israel et angreb med en regn af missiler rettet mod Damaskus' Internationale Lufthavn og dens omgivelser, oplyser en militærkilde til Sana ifølge nyhedsbureauet AFP.

Foruden de to dræbte soldater blev to andre personer såret i angrebet.

Ramte vĂĄbenlager

Den britiskbaserede gruppe Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser, at angrebet ramte faciliteter tilhørende Hizbollah og proiranske grupper inde i selve lufthavnen og i områder omkring lufthavnen.

- Herunder et vĂĄbenlager, siger lederen af Sohr, Rami Abdul Rahman, til AFP.

Ifølge Al Jazeera har det israelske militær endnu ikke kommenteret angrebet.

Vil udhule Irans tilstedeværelse i Syrien

Israel har gentagne gange bombet iranskstøttede militsmål i Syrien. Ifølge eget udsagn er det Israels mål at udhule Irans militære tilstedeværelse i Syrien, som ifølge vestlige efterretningskilder er blevet øget det seneste år.

To regionale efterretningskilder siger ifølge Reuters, at angrebene blandt andet ramte en militærpost tilhørende Irans magtfulde al-Quds elitestyrke.

Kilderne fortæller videre, at iranerne især har en stærk tilstedeværelse i distriktet Sayeda Zainab i det sydlige Damaskus, hvor iranskstøttede militser har en række underjordiske baser.

Siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, har Israel udført hundredvis af luftangreb mod sin nabo rettet mod regeringssoldater såvel som iranskstøttede styrker og krigere fra Libanons militante bevægelse Hizbollah.