Krigen i Ukraine

Dele af det vestlige Rusland mørklagt efter ukrainsk droneangreb

Natten til mandag var også Ukraines hovedstad, Kyiv, mørklagt efter droneangreb.

Et ukrainsk droneangreb efterlod mandag en del af det vestlige Rusland uden strøm i flere timer.

Det meddelte den russiske regionale guvernør i den vestlige region Brjansk, Alexander Bogomaz, mandag på beskedtjenesten Telegram ifølge Skynews.

- Et ukrainsk droneangreb blev udført i morges. Som et resultat heraf blev strømforsyningen ødelagt, skrev borgmesteren på det sociale medie.

En elstation blev beskadiget, og en landsby i Klymovskyj-distriktet var derfor uden strøm i flere timer, ifølge Alexander Bogomaz.

Regionen Brjansk grænser op til Hviderusland mod vest og Ukraine mod syd.

Under angreb

Også i den russiske oblast, Voronezj, der ligger omkring 500 kilometer syd for Moskva, og som også grænser op til Ukraine mod syd, har der været meldinger om ukrainsk beskydning mandag.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Et russisk luftforsvarssystem skød ifølge mediet en drone ned, som skulle være sendt afsted fra Ukraine i retning af Voronezj.

Der var tale om en mindre drone, og der er hverken sket personskade eller ødelæggelser i forbindelse med angrebet, lyder det.

Kyiv også mørklagt

Natten til mandag var også Ukraines hovedstad, Kyiv, mørklagt efter droneangreb.

Russiske angreb ramte byens energiinfrastruktur og forårsagede strøm- og varmeafbrydelser.