Eksperter frygter, hvad kinesisk smitteeksplosion kan føre til i resten af verden
WHO, eksperter og nabolande stoler ikke på, at Kina oplyser resten af verden om eventuelle nye varianter i tide. Det er ellers bydende nødvendigt.
I en milliardstor befolkning, der ikke tidligere har været udsat synderligt for smitte eller er særlig godt vaccineret, har de kinesiske myndigheder blødt op for landets ellers meget stramme coronarestriktioner.
Og nu raser smitten.
Det er sådan set ikke særligt overraskende, for det har eksperter over hele verden i flere måneder påpeget ville blive tilfældet.
Men får den omfattende smitte i Kina betydning for resten af verdens befolkning - på trods af, at mange er bedre beskyttet end kineserne mod de nuværende varianter gennem tidligere smitte og vaccination?
Det kan det helt bestemt, siger flere eksperter til TV 2.
Risiko for genstart af pandemien er meget lille
Gennem de sidste tre år har coronavirus ifølge professor i infektionsmedicin ved Rigshospitalet Jens Lundgren ændret sig radikalt tre til fire gange – måske også fem gange.
Og det kan den ifølge professoren og flere andre eksperter gøre igen.
- Specielt hvis den møder den oprindelige dyrevært - hvorfra pandemien startede, som var i Kina - og begynder at veksle gener, så man får en helt ny virus ud af det, siger Jens Lundgren.
Det er en risiko, som det internationale samfund lige nu diskuterer, og som Jens Lundgren overfor TV 2 tidligere har kaldt pandemiens helt store 'dark horse'.
Han kalder sandsynligheden for en genstart af pandemien med en helt ny virus for relativ lille. Risikoen for smitte med andre varianter end dem, der allerede eksisterer, er anderledes større.
Risiko for mutationer, der vil sprede sig til resten af verden
Ifølge Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, vil der ved millioner af smittede kinesere uden ordentlig immunitet nemlig komme nye varianter ud fra Kina.
Hvor store problemer nye varianter kan skabe afhænger helt af, hvor meget virussens spikeprotein ændrer sig, forklarer han.
Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, er enig: Med udbruddet i Kina er der også større risiko for, at der opstår nye varianter.
- Bekymringen ligger i, at de nye varianter ofte er flugtvarianter - varianter, som i et eller andet omfang er i stand til at slippe uden om vores immunforsvar, siger han.
Også to andre eksperter oplyser, at der lige nu er risiko for, at coronavirus muterer i Kina, og at varianterne vil sprede sig til resten af verden.
Det gælder professor i virologi og immunologi på Oxford Universitet i England, Astrid Iversen, og professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos.
- Der er en reel trussel for, at nye varianter fra Kina også kommer til Danmark. Kina skal man holde øje med, fordi der er mange mennesker og dyr samlet på relativt lille plads – jo flere smittekilder mellem mennesker og dyr, jo større risiko for nye varianter, forklarer Hans Jørn Kolmos.
Vi vil stadig være beskyttet mod alvorlig sygdom
I Danmark og mange andre lande er der ifølge både Eskild Petersen og Allan Randrup Thomsen lige nu en god grundlæggende immunitet på grund af tidligere smitte og vaccination. Det har givet to forskellige slags immunitet: Antistoffer og immunceller.
Forsimplet beskrevet er antistofferne rettet mod spikeproteinet på viruscellens overfalde - de små pigge på ydersiden af cellen.
Hvis spikeproteinet ændrer sig markant, har vi stadig beskyttende immunceller, der virker bedre mod det, som Eskild Petersen kalder ”strukturelle proteiner” inde i virus. Og de ændrer sig ikke ved nye varianter på samme måde, som spikeproteinet gør.
Kort sagt betyder det ifølge begge eksperter, at vi i en eller anden grad stadig vil være beskyttet mod alvorlig sygdom.
Vi ved det reelt ikke, men ifølge Allan Randrup Thomsen er det efter alt at dømme formentlig Omikron-varianten, der lige nu spreder sig i Kina. Eller Omikron-varianterne. For der er en hel familie af Omikron-varianter.
- Det har hidtil vist sig, at Omikron-varianterne sjældent har været mere sygdomsfremkaldende, men der kan sagtens opstå varianter, som påvirker vores immunforsvars evne til at beskytte os – i hvert fald mod at blive smittet, siger han.
Derfor er det lige nu ifølge alle de eksperter, som TV 2 har talt med, altafgørende, at Kina informerer verdenssamfundet om de fund, de gør sig.
Men kan vi stole på, at det bliver gjort?
Holder Kina øje med varianter - og får verden oplysningerne?
Ligesom det var tilfældet, da pandemien med coronavirus i disse dage for præcis tre år siden begyndte at sprede sig fra Kina, bliver landet nu igen fra flere sider kritiseret for manglende gennemsigtighed.
Ifølge både lande i regionen og Verdenssundhedsorganisationen WHO er der brug for flere og hurtigere oplysninger om smittens omfang i landet og eventuelle nye varianter.
Det er nemlig bydende nødvendigt for, at verden kan reagere i tide i tilfælde af nye varianter. Det gælder et eventuelt behov for at få tilrettet vaccinerne, så de rammer den virus, der giver smittespredningen.
- Det er primært derfor, vi gerne vil have kortlagt, hvordan virussen ser ud under det her udbrud i fald, der skulle ske nogle radikale ændringer, siger Jens Lundgren.
Men det er ifølge flere ikke tilfældet lige nu.
- Der er ikke en reel rapportering ud fra Kina, så vi ved reelt ikke, hvad der foregår, siger Eskild Petersen.
Han peger på, at det centrale spørgsmål lige nu er, om kineserne undersøger, om der dukker nye varianter op.
- Det gør de sikkert, men får vi de oplysninger?, spørger han.
Af den grund har han blandt andet foreslået, at lande begynder at teste flypassagerer om bord på fly fra Kina – og at eventuelle positive tests bliver sekventeret. Det kan du læse mere om her.
Om en måned eller to begynder danskernes immunitet at falde
Allan Randrup Thomsen påpeger udover et muligt behov for at tilpasse vaccinerne også på at holde fokus på den danske befolkning.
For lige nu er danskerne stadig godt immuniseret – senest er alle over 50 år blevet tilbudt en ekstra booster-vaccine.
- Men hvis vi går en måned eller to frem, så begynder immuniteten at falde, og så skal vi overveje, hvad vi skal gøre med hensyn til en eventuel booster, hvis det falder sammen med spredning af virus ud fra Kina.
Ifølge Jens Lundgren har eksperter regnet sig frem til, at smittebølgen i Kina vil nå sit toppunkt omkring 1. februar.
- Så det er nogle hårde måneder, kineserne skal igennem, indtil forventeligt marts eller april, hvor epidemien vil stilne af igen.