Rusland stiller ultimatum til Ukraine: "For jeres eget bedste"
Udenrigsminister Sergey Lavrov truer med at lade den russiske hær afgøre Ukraines skæbne.
Adlyd. Eller lev med tabet.
Det er essensen af det ultimatum, Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har givet Ukraine.
Lavrov siger, at ukrainerne skal opfylde Moskvas krav "for jeres eget bedste", skriver det russiske nyhedsbureau Tass ifølge den arabiske tv-station Al Jazeera.
Meldingen fra Lavrov kommer umiddelbart efter, at den russiske præsident, Vladimir Putin, endnu en gang har sagt, at han er åben for fredsforhandlinger.
Ukraine vil have tropper væk
Ukraine vil tidligst indgå i fredsforhandlinger, når Rusland har trukket sine tropper ud af Ukraine.
Det er dog ikke planen, hvis man skal tage Sergej Lavrovs ord for pålydende.
Den russiske udenrigsminister slår fast, at Ruslands hær ellers vil "afgøre spørgsmålet", hvis Ukraine ikke overgiver de territorier, som har været krigens stridspunkt siden invasionen 24. februar.
Adspurgt af Tass, hvor længe konflikten vil vare, siger Lavrov:
- Bolden er hos regimet i Ukraine og Washington bag dem.
Søndag lirkede den russiske præsident Vladimir Putin ellers døren til en diplomatisk løsning på klem ved at sige, at Moskva var åben for forhandlinger, inden han beskyldte Kyiv og de vestlige bagmænd for manglende forhandlingsvilje.
USA har afvist beskyldningerne som urigtige.
Forhandlinger i februar
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sagde i en udtalelse mandag, at man i Ukraine bestræber sig på et fredstopmøde med mulige forhandlinger til februar.
Meldingen er faldet i et interview med RadioFreeEurope, hvor Kuleba samtidig peger på, at han mener, at FN vil være det rette forum for forhandlinger - med generalsekretær Antonio Guterres i spidsen.
- Enhver krig afsluttes med diplomati. Enhver krig slutter som resultat af aktioner på slagmarken og ved forhandlingsbordet, siger Kuleba, som understreger, at meldingen skal ses i lyset af, at Ukraine stadig vil gøre alt for at vinde krigen.
Samtidig forlanger Ukraine ifølge Kuleba, at Rusland bliver stillet for en krigsforbryderdomstol, og det er en knast, som kan blive svær at få høvlet af forhandlingsbordet.
Claus Mathiesen, der er analytiker og underviser hos Forsvarsakademiet, ser da heller ikke en diplomatisk fredspibe som en mulighed.
- Ukraines udsagn om forhandlinger i februar forudsætter, at Rusland først lader sig stille for en krigsforbryderdomstol. Det lyder ikke særlig sandsynligt, at det skulle ske, skriver Mathiesen på Twitter.
Rusland er gennem flere uger blevet anklaget for at overtræde international lov ved at angribe vand og anden form for kritisk infrastruktur i Ukraine, da vinteren for alvor ramte landet.
Kyiv har kaldt angrebene, udført med missil- og droneangreb, for "energiterror", der har til formål at fratage befolkningen varme om vinteren og bryde det ukrainske folks vilje.