Krigen i Ukraine

Angreb på russisk luftbase er konsekvensen af krigen, siger ukrainsk talsmand

Tre russiske soldater mistede livet, da en ukrainsk drone med kurs mod russisk mål blev skudt ned.

Tryk avler modtryk.

Det er ordlyden af en ukrainsk embedsmands reaktion på angrebet mod den russiske Engels-luftbase 730 kilometer sydøst for Moskva.

Luftbasen blev angrebet natten til 2. juledag af en ubemandet drone.

- Dette er en konsekvens af, hvad Rusland gør på vores land. Hvis russerne troede, at krigen ikke vil give bagslag, tog de fejl. Som du kan se, sker sådan nogle ting oftere og oftere, og lad os håbe, at det vil gavne Ukraine, siger Yuriy Ihnat, talsmand for det ukrainske luftvåben, ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Han tilføjer, at om få dage, når satellitbilleder fra luftbasen dukker op, kender man bedre omfanget af angrebet.

Tre russiske soldater dræbt

Det var det russiske forsvarsministerium, der om morgenen 2. juledag bekræftede, at luftbasen var blevet ramt. Luftbasen bliver brugt til at iværksætte angreb mod Ukraine.

Dronen blev skudt ned i lav højde, mens det nærmede sig militærflyvepladsen i Saratov-regionen. Tre russiske soldater har mistet livet, efter at de blev ramt af vragrester fra dronen.

Ifølge TV 2s korrespondent Benjamin Kürstein tager Ukraine ikke direkte ansvaret for angrebet med embedsmandens udtalelse.

- Men Ukraine er ude at komme med en hentydning til, at når angriber andre, kan der komme noget igen den anden vej, siger han.

Basen har været ramt før

Benjamin Kürstein kalder desuden angrebet "enormt opsigtsvækkende".

Det skyldes, at samme luftbase så sent som 5. december også blev ramt af det, der ifølge Rusland var et ukrainsk droneangreb mod i alt to russiske luftbaser.

- Da det skete 5. december, blev det udlagt som et kæmpe nederlag for Putin og for russerne. Hvordan kan det lykkes ukrainerne at angribe så dybt inde i Rusland på så vigtig en militærbase?, siger Benjamin Kürstein.

- Og hvis det lykkes ukrainerne en gang til, under en måned senere, at lave et lignende angreb, viser det, at russerne virkelig har et problem med at beskytte noget af deres vigtige militære infrastruktur. Det er meget, meget pinligt for russerne, hvis det her kan lade sig gøre en gang til så kort tid efter.

Der kunne angiveligt høres to eksplosioner ved den russiske Engels-luftbase natten til mandag, skriver Reuters.

Ingen civil infrastruktur er blevet ødelagt i forbindelse med angrebet, lyder det fra guvernør Roman Busargin.