Udland

Paven fordømmer krig og magtsyge under julemesse

Ukraine blev ikke nævnt direkte, men krig spillede alligevel en stor rolle, da pave Frans talte juleaften.

Grådigheden og magtsygen i verden betyder, at nogle ønsker "at fortære selv deres naboer".

Sådan sagde pave Frans under den traditionsrige messe juleaften i Peterskirken i Rom med det, der antageligvis var en reference til krigen i Ukraine.

- Mænd og kvinder i vores verden, i deres sult efter rigdom og magt, fortærer selv deres naboer, deres brødre og søstre, sagde han.

- Hvor mange krige har vi set? Og hvor mange steder, selv i dag, behandles menneskelig værdighed og frihed med foragt?

Omkring 7000 personer deltog i messen med den katolske kirkes overhoved inde i Peterskirken. 4000 fulgte med ude på Peterspladsen. Publikum var dermed væsentligt større end under de seneste år med coronarestriktioner.

Tænker på børnene

Siden Rusland invaderede nabolandet Ukraine i februar, har pave Frans ved næsten alle offentlige taler taget klart afstand til krigen, som han har kaldt uprovokeret aggression.

Lørdag aften nævnte han ikke Ukraine direkte.

- Som altid er de, der rammes hårdest af menneskelig grådighed, de svage og sårbare, sagde han og tog afstand til en "verden med en glubende sult efter penge, magt og nydelse".

- Jeg tænker først og fremmest på de børn, som bliver opslugt i krig, fattigdom og uretfærdighed.

Tidligere i december opfordrede paven folk til at bruge færre penge på julefejringen og i stedet sende penge til Ukraine.

Urbi et orbi

Paven fyldte 86 år i sidste uge.

Dette er pave Frans' tiende jul som pave.

Knæproblemer forhindrede paven i at stå op i lange perioder under messen. Derfor var opgaven som hovedcelebrant ved alteret i kristendommens største kirke blevet uddelegeret til en kardinal. En celebrant er navnet på en messelæsende præst i den katolske kirke.

Søndag vil pave Frans give sin særlige velsignelse fra balkonen ved Peterskirken i Vatikanet.

Den hedder "Urbi et Orbi", som på dansk betyder "til byen og verden".