Putin brugte forbudt ord for første gang - men læg ikke for meget i det, mener ekspert

Folk i Rusland risikerer ifølge russisk lovgivning op til 15 års fængsel, hvis de spreder det, styret kalder "falske oplysninger" om militæret.

For første gang siden Rusland invaderede Ukraine, har den russiske præsident, Vladimir Putin, brugt ordet "krig" om invasionen.

Det skete torsdag, da Putin talte til pressen i Moskva.

- Russernes mål ikke er at eskalere konflikten i Ukraine, men tværtimod at afslutte denne krig, lød ordene fra præsidenten.

Putin har ellers udelukkende omtalt krigen som en "speciel militær operation", og ved krigens start forbød det russiske styre journalister i Rusland at omtale krigen som en krig, invasion eller som et angreb.

Ikke noget de russiske medier skriver om

Ifølge Flemming Splidsboel, som er Ruslandsekspert og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er der formentlig tale om en fortalelse.

Det kan være, de (russerne, red.) sidder derude og tænker, at det er det, vi alle sammen ved

Flemming Splidsboel, seniorforsker ved DIIS

Det begrunder han med, at udtalelsen ikke er en historie i de russiske medier.

- Efter min vurdering er det en fortalelse. Jeg kan ikke se, at der er skrevet noget om det i de russiske medier. Det er ikke sådan, at de kører det op som noget særligt og skriver, at ”nu er vi inde i en ny fase”, fordi præsidenten har omtalt det som en krig, forklarer Flemming Splidsboel.

Russerne ved godt, at Rusland er i krig

Fredag morgen citerede en russisk regeringsavis Putin for at kalde krigen "en krig", men ellers skrev flere andre russiske medier uden om det og kaldte det i stedet for en speciel militær operation, fortæller Flemming Splidsboel.

- Det kan være, de også tænker, at Putin kom til at bruge det forbudte ord, og det må de hellere lade være med at gentage, siger han.

Flemming Splidsboel vurderer ikke, at udtalelsen – eller fortalelsen – kan ændre russernes opfattelse af krigen.

For de ved godt, at Rusland er i krig.

- Det kan være, de sidder derude og tænker, at det er det, vi alle sammen ved. For dem føles det nok som en krig, siger han.

Dømt, efter hun afbrød nyhedsudsendelse

Udover at bruge ordet "krig" om invasionen risikerer folk i Rusland op til 15 års fængsel, hvis de spreder det, som styret i Rusland kalder "falske oplysninger" om militæret. Det blev ligeledes vedtaget ved krigens start.

Under invasionen har der været flere eksempler på offentlige personer, som er blevet dømt, efter de har kritiseret invasionen.

Nogle husker måske den russiske journalist Marina Ovsjannikova.

I marts afbrød hun en nyhedsudsendelse på russisk stats-tv ved at holde et skilt med ordene ”Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer” op i baggrunden af udsendelsen.

Efterfølgende blev Marina Ovsjannikova fundet skyldig i at ”organisere en uautoriseret offentlig begivenhed” og idømt en bøde på 30.000 rubler (cirka 1900 kroner).

Tidligere i år blev den russiske politiker Aleksej Gorinov idømt syv års fængsel for at kritisere invasionen.

Under et møde i lokalrådet i et distrikt i Moskva i marts, hvor en tegnekonkurrence for børn var på dagsordenen, udtalte han sig kritisk om krigen i Ukraine.

Han spurgte blandt andet, hvordan de kunne tale om tegnekonkurrencer, når "børn dør hver eneste dag".