Putin om Patriot-systemet: - En modgift vil altid blive fundet
USA giver Ukraine luftforsvarssystemet Patriot, som især er kendt fra Golfkrigen, og som historisk har været en succes.
Onsdag aften bekræftede den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at USA giver Ukraine det omtalte luftforsvarssystem Patriot.
Systemet er blevet beskrevet som en kærkommen hjælpende hånd til Ukraine, men den russiske præsident, Vladimir Putin, lader sig ikke afskrække.
Han mener, at luftforsvarssystemet er forældet, og at Rusland kan udkonkurrere det.
- En modgift vil altid blive fundet. Rusland vil ødelægge Patriot-systemet, sagde Putin torsdag ifølge The Guardian.
Han hævdede desuden, at Rusland har udmattet den ukrainske militærindustri, mens "Ruslands militære kapaciteter kun vokser" og sagde, at "alle væbnede konflikter ender gennem forhandlinger".
Talsmand for den russiske præsident, Dmitry Peskov, sagde, at der ikke var nogen tegn fra Zelenskyjs møde med Biden om, at "Ukraine er klar til forhandlinger".
- De ødelægger alt, hvad de ser
Udmeldingen om Patriot kom, kort før den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ankom til Washington D.C. på sit første udlandsbesøg siden Rusland invaderede Ukraine.
Under besøget mødtes Zelenskyj med den amerikanske præsident, Joe Biden, som fremlagde en amerikansk hjælpepakke til Ukraine på 1,85 milliarder dollars, der svarer til næsten 14 milliarder danske kroner.
Her kom Biden ind på Patriot-systemet, der med en ikke helt billig pris på omtrent en milliard dollar udgør en stor del af hjælpepakken.
Zelenskyj udtrykte adskillige gange stor taknemmelighed over for USA's støtte og sagde, at Patriot-systemet vil forbedre Ukraines luftforsvar "betydeligt" og desuden forhindre Rusland i at ramme kritisk infrastruktur.
Han sagde dog samtidig, at støtten fra USA ikke er nok. For Rusland har stadig ifølge præsidenten mere ammunition, flere missiler og flere fly, end Ukraine nogensinde har haft.
- De (russerne, red.) brænder og ødelægger alt, hvad de ser. De sendte bøller til frontlinjerne og straffefanger til krigen. De kastede alt imod os, lød det, da Zelenskyj stod på talerstolen i Kongressen.
Den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock slog torsdag fast, at G7-landene vil øge indsatsen for at styrke Ukraines luftforsvar, og i en fælles erklæring fra landenes finansministre lyder det, at de er "klar til at gøre mere af det, der er behov for" med hensyn til økonomisk støtte til Ukraine i det kommende år.
Patriot vil ikke være en gamechanger
Meningen med Patriot er netop, at det skal hjælpe til med at styrke det ukrainske luftforsvar.
Systemet er designet til at skyde fly, helikoptere og forskellige typer missiler ned, og det er især kendt fra Golfkrigen, hvor amerikanerne brugte det til at beskytte sine styrker, fortalte Karsten Marrup, major og chef for Center for Luft- og rumoperationer på Forsvarsakademiet, onsdag til TV 2.
Historisk er Patriot et system, man har haft succes med.
Alligevel vurderer Karsten Marrup ikke, at det i sig selv er afgørende for Ukraines position i krigen, da det skal ses i en større sammenhæng.
- Det er mange bække små. Alle de mange luftforsvarssystemer, der er blevet givet til dem (ukrainerne, red.), plus dem de havde i forvejen, gør jo selvfølgelig en kæmpe forskel, sagde han og tilføjede, at Patriot er en vigtig brik i det store billede.
Heller ikke den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS) vurderer, at Patriot vil være en gamechanger i krigen i Ukraine.
Det begrunder de blandt andet med, at systemet kun kan dække og forsvare et begrænset areal.
Timingen er god
Årsagen til, at netop Patriot har fået så meget opmærksomhed, er muligvis, at det er den største overførsel af militært isenkram på én gang, som USA har givet Ukraine, lød det fra Karsten Marrup.
Også CSIS vurderer, at Patriot med afstand er det dyreste våbensystem, som USA har leveret til Ukraine.
Derudover er timingen ifølge Karsten Marrup god.
Det skyldes, at Rusland i det seneste lange stykke tid har udsat Ukraine for adskillige angreb med krydsermissiler.
Og skulle russerne begynde at starte en ny offensiv, er det ifølge eksperten godt at have et luftforsvarssystem.