Krigen i Ukraine

Zelenskyj er på vej til USA

Den amerikanske kongres skal onsdag vedtage en ny finanslov, hvor der er øremærket nød- og militærhjælp for 45 milliarder dollars til Ukraine.

I snart et år har kaos hersket i store dele af Ukraine, som blev invaderet af russiske styrker 24. februar 2022.

Før vinteren var mange vestlige ledere på besøg i hovedstaden Kyiv, hvor de mødtes med præsident Volodymyr Zelenskyj for at udvise deres støtte til landet – både diplomatisk og militært.

Nu skal Zelenskyj selv på sit første udlandsbesøg siden krigens begyndelse, og det er selvsagt til USA og Joe Biden, der som verdens største militærmagt og de facto leder af NATO er spydspidsen i Vestens støtte til Ukraine.

Det bekræfter Det Hvide Hus i en pressemeddelelse onsdag morgen dansk tid.

- Præsident Biden ser frem til at byde præsident Zelenskyj velkommen 21. december i Det Hvide Hus, hvorefter præsident Zelenskyj vil tale til en fælles session i Kongressen, lyder det fra pressechef Karine Jean-Pierre.

Ukraines præsident bekræfter selv besøget på Twitter.

Fælles udmelding om Patriot-missiler?

Mødet mellem USA og Ukraine opstår i skyggen af russisk missilregn og en stigende frygt for, at tusindvis vil dø denne vinter, fordi Rusland angriber kritisk infrastruktur såsom energiværker.

Zelenskyjs sikkerhed er ifølge New York Times øverste prioritet, og derfor kan mødet altså gå hen og blive rykket i sidste øjeblik, hvis en trussel mod hans liv opstår.

Derudover er der to klare forventninger til præsidenternes møde. Den ene er, at Zelenskyj vil overrække et flag til Kongressen eller Joe Biden, som han har taget med fra Bakhmut, den krigshærgede by på fronten.

Den andet er, at Biden og USA officielt vil udmelde, at Ukraine nu får de avancerede luftforsvarssystemer Patriot. I Det Hvide Hus' udmelding bekræftes det, at der vil komme en større hjælpepakke til Ukraine.

- Under besøget vil præsident Biden annoncere en væsentlig pakke af sikkerhedshjælp, der skal hjælpe Ukraine med at forsvare sig mod russisk aggression, siger Karine Jean-Pierre.

VOA beskriver Patriot-missilsystemet som en kærkommen hjælpende hånd, men det kan ikke løse alle Ukraines problemer med russiske luftangreb.

Luftforsvarsvåbenet er bygget til at dække mindre områder såsom militærbaser og ikke millionbyer som Kyiv, skriver de.

Ekstraordinært møde i Kongressen

Hemmelighedskræmmeriet fyldte meget før besøget, da ingen fortsat ønskede at bekræfte noget.

Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har bedt alle kongresmedlemmer om at deltage i plenarforsamlingen onsdag aften, hvor en ny finanslov skal vedtages for de kommende år. I den er øremærket 45 milliarder dollars i nød- og militærhjælp til Ukraine.

Nancy Pelosi oplyser, at der vil være et ekstraordinært møde efterfølgende.

Her vil Volodymyr Zelenskyj tale til de amerikanske politikere ovenpå den militære hjælpepakke.

- Vi ender vores særlige forsamling af den 117. kongres med ny lovgivning, der vil fremme det amerikanske folk og vores støtte for demokratiet. Vær venlig at møde op til dette helt særlige fokus på demokrati onsdag aften, skriver Pelosi i sin indkaldelse.

Hun har altså bedt om fysisk deltagelse fra medlemmerne til trods for, at alle har mulighed for at deltage og stemme hjemmefra.