Trump taber kamp om sine selvangivelser: Nu kommer de frem
Trump har tabt årelang kamp om sine selvangivelser og enorme fradrag. Kongressen offentliggør dem om få dage.
Om få dage får hele verden adgang til at se tidligere præsident Donald Trumps hidtil hemmeligholdte årsopgørelser fra 2015-2020. Offentliggørelsen vil vise, om Trump, som hævdet af hans kritikere, ikke bare har betalt lidt eller ingen skat, men også om han har snydt med sine selvangivelser og lavet fradrag, han ikke var berettiget til.
- Millioner af dollar i disse selvangivelser blev trukket fra uden tilstrækkelig begrundelse, siger et demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, Lloyd Doggett, til CNN efter at have set dokumenterne.
En foreløbig rapport fra Skatteudvalget i Kongressen viser, at Trumps indtægter og skattebetaling varierer enormt fra år til år, men at han igen og igen rapporterer store tab på sine virksomheder, som er med til at reducere hans skatteregning. I hans første år som præsident betalte han kun 750 dollar i skat, viser rapporten, der bekræfter en større afdækning fra New York Times i 2020.
Trump advarer amerikanere
I årevis har Trump nægtet at offentliggøre sine skatteoplysninger og arbejdet aktivt for at forhindre det, men efter Højesteret i sidste måned afviste at standse en offentliggørelse, har et udvalg i Kongressen natten til onsdag stemt for at offentliggøre papirerne, så snart følsomme oplysninger som sygesikringsnumre er fjernet.
En talsmand for Donald Trumps valgkampagne fordømmer beslutningen og advarer amerikanerne om, at de nu alle er i fare.
- Hvis denne uretfærdighed kan ramme præsident Trump, så kan den ramme alle amerikanere uden grund, siger Steven Cheung.
Republikanske kongresmedlemmer kritiserer beslutningen for at være politisk motiveret og skabe en farlig præcedens.
Trump-hotel i søgelyset
Demokratiske medlemmer af Kongressen, der har set dokumenterne, siger til Washington Post, at Trump måske uberettiget har anført skatterabatter for blandt andet renoveringen af sit hotel i Washington DC og for et retsligt forlig om snyd på Trump University.
Han har også givet påfaldende store kontantbeløb til velgørenhed, siger demokraterne.
Skattevæsen sinkede undersøgelse
Demokraterne har aktivt jagtet Trumps skatteoplysninger, siden de vandt flertallet i Repræsentanternes Hus i 2019, mens Trump stadig var præsident.
Dengang skete det ved at bede det amerikanske skattevæsen, IRS, gennemgå hans selvangivelser, og det blev faktisk sat i gang, men IRS valgte kun at afsætte én person til at lave arbejdet, og det er derfor ikke afsluttet endnu, skriver Washington Post.
Demokraterne i Kongressen har travlt med at få offentliggørelsen gennemført inden nytår, hvor de nyvalgte medlemmer af forsamlingen indtager deres poster, og flertallet i Repræsentanternes Hus skifter fra demokratisk til republikansk.
Som konsekvens af udfordringerne med at få Trumps dokumenter frem, vil demokraterne nu fremlægge ny lovgivning, der skal gøre det lettere at kræve den slags offentliggjort fremover.