Svenskerne advares om strømnedbrud: Forbered jer på det værste

Sker det, at de svenske elpriser stiger yderligere, vil det højst sandsynligt også være tilfældet i Danmark, har ekspert tidligere varslet til TV 2.

En potentiel alvorlig energikrise lurer lige om hjørnet for svenskerne.

For Sveriges energiforsyning er nu så usikker, at det ikke er utænkeligt, at strømmen vil blive afbrudt til vinter.

Det gjorde Sveriges energiminister, Ebba Busch, klart på et pressemøde onsdag ifølge flere svenske medier.

Hun opfordrer derfor de svenske husstande til at revidere deres kriseberedskab.

- Januar og februar er udfordrende. Vi ved, at vinteren altid er hård. Nu har vi også en situation med risiko for reel afbrydelse i kombination med høje elpriser, lød det Ebba Busch.

Energiministeren tilføjede, at svenskerne skulle være ”forberedt på det værste”, hvilket indebærer at sørge for at have en radio, der kører på batterier, lommelygte, flasker med vand og ikke-fordærvelig mad derhjemme.

Strømafbrydelser på et par timer

Ifølge det svenske energiministerium vil der højst sandsynligt kun blive tale om strømafbrydelser af et par timers varighed.

I værste fald ved vi ikke, hvornår strømmen forsvinder

Carl-Oskar-Bohlin, svensk minister for civilt forsvar

Den svenske minister for civilt forsvar, Carl-Oskar-Bohlin, der også var til stede på pressemødet, sagde dog, at de håber at kende til en strømafbrydelse et par dage før, så de dermed kan melde det ud på forhånd.

- Men i værste fald ved vi ikke, hvornår strømmen forsvinder, og heller ikke, hvornår den kommer tilbage, lød det efterfølgende forbehold fra ministeren.

Disse forsyninger opfordres svenskerne til at have derhjemme

I 2018 udgav de svenske myndigheder en brochure, der skal forberede befolkningen på krig. Her blev de svenske husstande opfordret til blandt andet at have følgende forsyninger i skabe og skuffer: 

  • Konserves med kødfars, makrel, sardiner, ravioli, kogt kød og suppe.
  • Pålæg på tube
  • Spande med låg
  • Liggeunderlag og soveposer
  • Stearinlys og varmelys 
  • Radio, der bliver drevet af batteri, solceller eller håndkraft 
  • Udskrifter af forsikringspapirer, bankoplysninger og registreringsbevis
 

Carl-Oskar-Bohlin havde også et par gode råd til de svenske husstande. Han opfordrede dem blandt andet til at samle vandet i baljer eller spande, begrænse antallet af rum, de opholder sig i, og generelt spare på strømmen.

Ikke den første advarsel

Pressemødet kommer, efter at Sveriges største atomreaktor på værket Oskarshamns har været ude af drift i ti dage på grund af vedligeholdelsesarbejde.

For lidt over en uge siden var den svenske regering derfor ude at bede den svenske befolkning om at spare på strømmen, fordi de var bekymrede for elproduktionen.

På daværende tidspunkt var meldingen fra eloperatøren Svenska Kraftnät dog, at der ikke var noget, som indikerede, at et svensk strømnedbrud lå lige forude.

Svenske elpriser påvirker danske elpriser

Også i Danmark har den tidligere regering advaret om, at hvis det bliver en meget kold vinter, stiger risikoen for strømafbrydelse.

Det skyldes Ruslands invasion af Ukraine, som har bragt flere lande, herunder Danmark, i en ”historisk energikrise”.

Af samme årsag er der blevet skruet ned for varmen i offentlige bygninger til 19 grader, ligesom at fyringssæsonen er blevet forkortet.

Sker det, at de svenske elpriser stiger yderligere på grund af energikrisen, vil det højst sandsynligt også være tilfældet i Danmark. Det har en ekspert tidligere varslet til TV 2.

De skandinaviske lande er nemlig tæt forbundet på elmarkedet, hvilket betyder, at hvis Sjælland kan producere billigere energi, end man kan i Sydsverige, så køber svenskerne strømmen fra Danmark i stedet for selv at skulle producere den dyrere.