Ukraines præsident beder Ellemann sende våbensystemer
Artillerisystemer, som Danmark afventer fra fabrikken, ønsker Ukraine at få leveret direkte, siger præsidenten.
På et møde i Letland sender Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag en direkte appel til Danmark og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om at donere våbensystemer.
I en tale via videolink henvender Zelenskyj sig direkte til forsvarsministeren om artillerisystemet Caeser, som kan ramme mål på op til 40 kilometers afstand.
- Du kender vores behov for Caesar-systemer, som har vist sig at være fantastiske på slagmarken. De er vitalt vigtige nu for Ukraine, og vi har brug for jeres beslutning om at sende Caesar-systemer, siger Zelenskyj.
Ellemann deltager mandag i et møde i Joint Expeditionary Force (JEF), som er en forsvarskoalition på ti lande ledet af Storbritannien. JEF blev dannet i 2014.
Artilleri er formentlig i Frankrig
På mødet i Letland henvender den ukrainske præsident sig med specifikke ønsker til flere af de ti medlemslande.
Ukraines præsident udtrykker tilfredshed med støtten fra Danmark.
- Jeg beder dig om næste år at fortsætte samarbejdet, som allerede er rigtig godt, særligt inden for forsvar af skibe, siger Zelenskyj gennem en tolk.
Artillerisystemet kaldes også Caesar-haubitser. De er endnu ikke leveret til Danmark og befinder sig ifølge DR formentlig i Frankrig, hvor de produceres.
Caeser-systemerne, som er monteret på en pansret lastbil, er forsinkede og skulle have været leveret til Danmark.
Frankrig har ifølge DR tidligere leveret Caeser-systemer til Ukraine.
Ukraine har brug for styrket luftforsvar
Ukraine, som blev invaderet af Rusland 24. februar i år, har den seneste tid været under massive luftangreb med blandt andet droner.
Landet har brug for et styrket luftforsvar.
Det understreger præsidenten også, da han taler direkte til den britiske premierminister, Rishi Sunak, som deltager i mødet i Letlands hovedstand, Riga.
Det er i meget høj grad USA, som har leveret våben til Ukraine. Men også store Nato-lande som Tyskland, Storbritannien og Polen har bidraget i betydeligt omfang.