Sverige sætter ny rekord i 2022 med 60 skuddræbte
Sverige er på vej til igen at sætte ny europæisk rekord i antallet af skuddræbte på et år.
Sverige sætter i 2022 en ny blodig rekord for skuddrab, oplyser justitsminister Gunnar Strömmer.
Foreløbig er 60 mennesker skudt og dræbt, og det sættes især i forbindelse med bandeopgør.
Til sammenligning er der i Danmark otte skuddræbte i 2022.
- Baggrunden er smertelig og håndgribelig. Den dødelige vold med skydevåben er øget, og der bliver desværre en ny blodig rekord i år, siger Strömmer på et pressemøde.
Bekymrende udvikling
Dermed overgås rekorden fra sidste år, hvor tallet lød på 45 skuddræbte. Det var samtidig europæisk rekord. Alt tyder på, at Sverige igen sætter europæisk rekord i år.
Det er ikke mere end ti år siden, at Sverige forholdsmæssigt var et af de lande i Europa med færrest skuddræbte.
Strömmer bebuder, at Sveriges nye borgerlige regering vil nedsætte et særligt udvalg, der får til opgave at koordinere kampen mod den organiserede kriminalitet i Sverige.
Byområder er udsatte
I 2022 har langt de fleste skuddræbte i Sverige relation til bandeopgør i indvandrermiljøer.
Det har gjort byområder i for eksempel Stockholm og Malmø meget udsatte.
- Intet anstændigt samfund kan finde sig i, at nogen bliver skudt en gang om ugen på åben gade, siger Strömmer.
Der bor 10,4 millioner mennesker i Sverige mod knap 6 millioner i Danmark.