Krigen i Ukraine

Putin på besøg i Hviderusland – Ukraine frygter storstilet offensiv

Da invasionen blev indledt 24. februar, rykkede russiske soldater ind over grænsen fra blandt andet Hviderusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er mandag ankommet til Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at mødes med præsident Aleksandr Lukasjenko.

Det er første gang siden 2019, at den russiske præsident personligt besøger sin nære allierede i Hviderusland.

Det skriver The Guardian.

I Ukraine skaber besøget frygt for, at Putin vil lægge pres på Lukasjenko for at få Hviderusland til at deltage i en ny storstilet russisk offensiv mod Ukraine.

- Under mødet vil der blive lagt planer for yderligere aggression mod Ukraine og involvering af de hviderussiske væbnede styrker i operationen mod Ukraine – ifølge vores mening især på landjorden, siger Serhiy Nayev, som er kommandør i den ukrainske hær, ifølge The Guardian.

Frygter ny storoffensiv

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, general Valerij Zaluzjnyj og general Oleksandr Syrskyj udtalte fredag i et interview med magasinet The Economist, at Ukraine forudser en større russisk offensiv i det nye år – måske allerede i januar.

- Russerne gør omkring 200.000 friske soldater klar. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil forsøge at indtage Kyiv igen, siger general Zaluzjnyj.

Den store offensiv vil kunne komme fra netop Hviderusland, lyder det i interviewet.

Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger ifølge The Guardian, at der er flere og flere beviser for, at Rusland planlægger en storoffensiv.

- Anden del af mobiliseringen – omkring 150.000 – skal bruge omkring tre måneder til at forberede sig. Det betyder, at den næste bølge i offensiven kan starte i februar ligesom sidste år. Det er deres plan, siger han til The Guardian.

En nær allieret

Under Aleksandr Lukasjenko er Hviderusland blevet en tæt allieret for Rusland.

Forud for Ruslands invasion af Ukraine afholdt de to lande en stor fælles militærøvelse i Hviderusland, og da invasionen blev indledt 24. februar, rykkede russiske soldater også ind over grænsen fra Hviderusland.

Derudover har russerne under krigen beskudt mål i Ukraine fra den hviderussiske side af grænsen.

Men indtil videre har hviderussiske soldater ikke aktivt deltaget i krigshandlingerne.

Spekulationerne er gået på, at Lukasjenko er bekymret for at miste opbakning fra militæret, hvis han beordrer dem ind i krigen. Ifølge den hviderussiske opposition, som siden 2020 har været i eksil i Litauen, er mange hviderussere imod krigen i Ukraine.

Præsident Lukasjenko har de seneste måneder udtrykt bekymring for sit lands sikkerhed og risikoen for en NATO-ledet invasion mod Hviderusland – blandt andet ved en sikkerhedskonference i oktober.

"Ekstremt usandsynligt"

Det er dog "ekstremt usandsynligt", at Hviderusland vil gå ind i Ruslands krig i Ukraine, vurderer Institute for the Study of War.

Alligevel kan retorikken fra Aleksandr Lukasjenko om NATO's trussel mod Hviderusland tjene et formål, påpegede tænketanken tidligere på måneden i en analyse.

Ved at styrke sin egen militære tilstedeværelse langs grænsen – under påskud af et forstærket forsvar – tvinger han nemlig Ukraine til fortsat at forholde sig til den potentielle trussel fra nord.

På den måde hjælper han fortsat Ruslands krig, skriver ISW.

Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere analysechef hos Forsvarets Efterretningstjeneste, har tidligere haft tilsvarende analyse i et interview med TV 2.

- Ukraine har simpelthen ikke råd til at satse på, at hviderusserne bluffer, lød det fra Kaarsbo.