Udland

Vandaler fælder fem meter højt juletræ midt i tysk by

Beboere i den nordvesttyske by Halle mistede lørdag aften deres fem meter høje juletræ til hærværk.

Ukendte gerningsmænd har fældet et fem meter højt pyntet juletræ i byen Halle i det nordvestlige Tyskland.

Det oplyser det lokale politi i en pressemeddelelse.

Politiet måtte lørdag aften rykke ud til Ronchinplatz, hvor de fandt det fældede grantræ med alt dets pynt.

- Ukendte gerningsmænd havde savet det fem meter høje julepyntede træ ned. Efter deres meningsløse handling forlod de træet på gerningsstedet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

- Den samlede materielle skade kan for nuværende ikke estimeres.

Politiet har ifølge pressemeddelelsen endnu ikke anholdt nogen i sagen og beder derfor folk henvende sig, hvis de har set noget.

- Selv om Jesusbarnet og julemanden helt sikkert har set det, beder Güterslohs politikreds om relevante oplysninger, skriver politiet.

- Det, der virkelig bringer glæde for mange børn og voksne, blev åbenlyst ødelagt af frustrerede vandaler lørdag aften.

Juleravage flere steder

Tyskland er ikke det eneste sted, hvor vandaler udfordrer julestemningen i år.

I den amerikanske by Westminster i delstaten Californien kunne mediet CBS onsdag berette om flere borgere, som havde fået ødelagt deres julepyntede forhaver.

I en forhave blev to vandaler sågar fanget på et overvågningskamera. Videoen viser to personer komme løbende op til forhaven klædt i sort og bevæbnet med redskaber til at punktere oppustelige juledekorationer med.

- Det er skræmmende, for vi var hjemme, siger husets ejer, Jennifer George, til CBS.

- Lyset var tændt indenfor. Bilen holdt parkeret. Kameraet lyste dem op, men intet kunne afskrække dem, siger hun.