Udland

Flere sundhedsmyndigheder advarer om streptokokker

De britiske sundhedsmyndigheder oplyser, at intet lige nu tyder på, at der er tale om en ny variant. Der er også flere tilfælde i Frankrig og Spanien.

Sundhedsmyndighederne i flere lande udsender nu en advarsel. Det sker, fordi de oplever et stigende antal tilfælde af langt mere alvorlig sygdom og flere dødsfald med den ellers normalt harmløse og smitsomme bakterie streptokokker.

Det gælder blandt andet i Storbritannien, Frankrig og Spanien.

Streptokokker er en hyppig årsag til sygdom blandt børn, og der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom.

Dette skal du holde øje med

De britiske sundhedsmyndigheder UKHSA opfordrer forældre til at kontakte en læge, hvis barnets tilstand forværres efter en omgang med skarlagensfeber, ondt i halsen eller en luftvejsinfektion.

Hold øje med feber, der ikke vil falde, dehydrering, ekstrem træthed eller vejrtrækningsproblemer, lyder rådet fra UKHSA.

Kilde: UKHSA. 

Bakterien kan i sjældnere tilfælde give halsbetændelse og – især hos børn – den meget smitsomme skarlagensfeber. Men den fører sjældent til endnu mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og dødsfald.

Alligevel er der nu i både Frankrig, Spanien og Storbritannien registreret stigende smitte med den alvorlige udgave af bakterien, der bliver kaldt invasiv streptokokker gruppe A eller forkortet invasiv strep-A.

Smitten sker samtidig på et tidligere tidspunkt i sæsonen end normalt, ligesom der er flere alvorlige tilfælde end normalt, herunder også dødsfald blandt børn.

Det er uvist, om der er et stigende antal tilfælde i Danmark – det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra Statens Serum Institut.

Beder læger om at være ekstra opmærksomme

I Storbritannien har der ifølge de britiske sundhedsmyndigheder, UKHSA, indtil videre været 15 dødsfald blandt børn under 18 år i denne sæson.

Også i Frankrig har sundhedsmyndigheden bedt læger om at være ekstra opmærksomme på symptomer efter flere alvorlige tilfælde end normalt med invasiv strep-A. Det skriver blandt andet det franske medie Le Figaro.

Almindelige og alvorlige infektioner med strep-A

Almindelige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Halsbetændelse
  • Bihulebetændelse
  • Skarlagensfeber
  • Mellemørebetændelse
  • Sårinfektioner
  • Børnesår
  • Rosen

Alvorlige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Barselsfeber
  • Lungebetændelse
  • Bughindebetændelse
  • Hjernehindebetændelse (meningitis)
  • Blodforgiftning
  • Nekrotiserende fasciitis (kødædende bakterie)

Kilde: sundhed.dk

Det sker, efter at otte børn uden forudgående risikofaktorer har været indlagt på intensivafdelinger. To af børnene er døde.

- Vi ved, at det skaber bekymring blandt forældre, men jeg vil understrege, at mens vi ser en stigning i tilfælde hos børn, så er det fortsat meget sjældent. Der cirkulerer masser af vinterbakterier, som kan gøre jeres børn skidt, oplyser Colin Brown, der er vicedirektør i britiske UKHSA.

I Spanien er myndighederne lige nu ved at undersøge omfanget efter at have registeret 16 tilfælde blandt børn mellem 1 og 12 år i Madrid, herunder to dødsfald, skriver blandt andet det spanske medie Heraldo.

I alle tre lande er der også stigende smitte blandt voksne og flere dødsfald.

Kraftigt stigende antal tilfælde af skarlagensfeber

Der er to grupper af streptokokker: Gruppe A og gruppe B.

Gruppe A-streptokokker kan i sjældne tilfælde gå i blodet og forårsage alvorlig sygdom hos især helt små børn, ældre og andre sårbare grupper. Og det er netop den, der lige nu får myndighederne til advare.

Samtidig har antallet af tilfælde af den meget smitsomme skarlagensfeber også været kraftigt stigende blandt børn i Storbritannien.

I midten af november var der således registreret 851 tilfælde mod et gennemsnitligt antal på 186 i de foregående år.

Intet tyder på ny variant

Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder er der lige nu intet, der tyder på, at der er tale om en ny variant af den invasive strep A-bakterie.

Derimod er der – også ifølge UKHSA – formentlig tale om, at børnene er mere modtagelige over for bakterier efter nedlukningerne på grund af coronapandemien. Altså den samme årsag som mange myndigheder og eksperter generelt fremhæver i forbindelse med stigende smitte med virusser og bakterier efter coronavirus.

- Men undersøgelser er i gang for at forstå, om der er andre faktorer, som kan spille en rolle i forhold til stigningen i denne sæson og for bedre at forstå, hvem der bliver mest ramt, oplyser UKHSA.

Andre eksperter peger på, at årsagen til stigende smitte med virusser og bakterier skyldes, at smitte med coronavirus har svækket immunforsvaret. Der er ifølge en britisk ekspert endnu ingen endegyldige data, der understøtter hverken den ene eller anden teori.