Efterretninger peger på russisk atomudvidelse – ekspert ser det som en "åbenlys eskalering"

Rusland råder i forvejen over verdens største atomarsenal. Truslen skal tages alvorligt, siger ekspert.

Det russiske militær udvider og moderniserer sit atomarsenal.

Det er de amerikanske efterretningstjenesters vurdering, lyder det i en tale fredag fra USA's forsvarsminister, Lloyd Austin.

I talen, der blev givet ved en ceremoni for den kommende chef for USA's strategiske kommando, der har ansvaret for de amerikanske atomvåben, kaldte han Ruslands ageren for "dybt uansvarlig nuklear sabelraslen".

Og hvis de nye oplysninger står til troende, er det en åbenlys eskalering, lyder vurderingen fra Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ruslandsekspert.

- En decideret udvidelse og modernisering kan ikke ses som andet. Flere nukleare våben med moderne fremføringsmidler udgør naturligvis en større trussel, siger han til TV 2.

Han understreger dog, at Rusland løbende over de senere år har tilført ressourcer til den strategiske kommando, der ifølge flere estimater råder over næsten 6000 sprænghoveder.

1500 af disse er dog ifølge amerikanske opgørelser utidssvarende og på vej mod pension.

- Det er mange af disse, der opgraderes med nye, hypersoniske missiler, der kan frembringe sprænghovederne væsentligt hurtigere end tidligere, siger Flemming Splidsboel.

Ruslands nye rygrad

Flemming Splidsboel forudser desuden, at det russiske militær i langt højere grad vil fokusere på at opgradere sit atomarsenal i fremtiden – særligt set i lyset af de mange nederlag på slagmarkerne i Ukraine.

- Vi har i Ukraine bevidnet svaghederne i det konventionelle russiske militær. Det her kan læses som et modsvar. At man i fremtiden vil se Rusland lægge større vægt på den strategiske kommando og bruge sit atomarsenal til at beholde status.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har i flere omgange brugt det russiske atomarsenal som en latent trussel, siden han igangsatte invasionen af Ukraine.

Det er heller ikke første gang, at USA slår alarm over atomtruslen fra Rusland.

Præsident Joe Biden har tidligere udtalt, at det "ikke er en spøg", når den russiske ledelse rasler med den radioaktive sabel.

Det skete så sent som onsdag i denne uge, hvor Putin i en tale betonede truslen om atomkrig "i tilfælde af et angreb mod Rusland".

Ruslands tidligere præsident, Dmitrij Medvedev, sagde i september, at hans land har ret til at forsvare sig selv med atomvåben, hvis det bliver presset ud over dets grænser.

- Dette er helt klart ikke bluff, sagde Medvedev.