Udland

Verdens ældste landdyr har fødselsdag – fejret hel weekend af øsamfund

Kæmpeskildpadden lever i dag sit bedste liv på Sankt Helena. I anledning af sin fødselsdag er han blevet fejret i tre dage.

Kæmpeskildpadden Jonathan, der bor på den britiske ø Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav, har levet gennem begyndelsen og slutningen af to verdenskrige.

Skildpadden levede, da det første fotografi af et menneske blev taget i 1838, og da glødepæren blev opfundet i 1878. Han har oplevet 40 amerikanske præsidenter og syv britiske regenter. Og han har oplevet, da Sankt Helena fik radio, telefoner, tv, internet, biler og en lufthavn.

På milde dage vil han solbade

Joe Hollins, dyrlæge

Jonathan, som eksperter mener er udklækket i 1832, er verdens ældste kendte levende landdyr, verdens ældste skildpadde, og søndag fyldte han 190 år. Det skriver The Guardian.

Det har ellers ikke været let at bestemme hverken Jonathans fødselsår eller fødselsdato, og datoen, 4. december, blev først fastsat i november i år af Nigel Phillips, guvernøren for Sankt Helena.

Det fik Guinness World Records til at udtale:

- Jonathans alder er et skøn baseret på det faktum, at han var fuldt moden, og dermed mindst 50 år gammel, da han ankom til Saint Helena fra Seychellerne i 1882. Efter al sandsynlighed er han endnu ældre, end vi tænker.

Sankt Helenas chef for turisme udtaler ifølge CNN, at Jonathan kan være op til 200 år gammel.

Elsker lyden af mennesker

Kæmpeskildpadden blev født på Seychellerne, der er en østat ud for Afrika i Det Indiske Ocean.

50 år senere blev han givet som en gave fra Seychellernes daværende guvernør til Sir William Grey-Wilson, som senere blev Sankt Helenas guvernør.

Jonathan bor i dag på græsplænen ved Plantation House, der er den officielle residens for Saint Helenas guvernør i hovedstaden Jamestown. Her bliver han håndfodret én gang om ugen.

Mens han har boet ved Plantation House, har Jonathan oplevet 30 forskellige guvernører i embedet.

Fodringen er nødvendig, for alderdommen har taget både Jonathans lugtesans og syn.

Hans hørelse fungerer dog upåklageligt, skriver Guinness World Records, og han kan lide at have selskab af mennesker. Især reagerer han godt på lyden af Jonathans nu pensionerede dyrlæge, Joe Hollins, som han forbinder med mad, lyder det.

Ingen sanser - men en høj libido

Jonathan har ingen unger og lever – næsten – for sig selv.

I 1991 blev han ellers sat sammen med en anden kæmpeskildpadde, Frederica, i håbet om, at de ville parre sig. Efter 26-års lykkeligt og intimt forhold mellem de to padder, opdagede man dog, at Frederica var en han, hvilket forklarede manglen på skildpaddeunger.

Trods dyrets begrænsede sanser beskrives Jonathan alligevel som meget aktiv.

- På milde dage vil han solbade – hvor hans lange hals og ben er strakt helt ud af hans skal for at absorbere varme og overføre den til hans kerne, har dyrlæge Joe Hollins sagt til Guinness World Records.

Joe Hollins har senere udtalt til Daily Mail, at det har været et stort privilegie at være dyrlæge for det gamle dyr, som han beskriver som "enestående".

- Jeg synes, at han er fabelagtig. Han er et skønt dyr. Og som dyrlæge – kan man være mere privilegeret, end at have æren af at tage sig af det ældste kendte levende dyr i verden? Jeg mener, hvor ofte sker det?

I dag bor Jonathan sammen med fem andre kæmpeskildpadder, og trods manglen på sanser nyder Jonathan alligevel at parre sig med to af dem, Emma og Fred.

Og så er han lidt af en berømthed. Jonathan pryder eksempelvis den lokale fem-pence mønt.

Får serveret sine yndlingsretter

En fejring over tre dage virker ikke overdrevet, når fødselaren runder 190 år. Det har myndighederne og beboerne på Sankt Helena i hvert fald vurderet, og Jonathans fejring har således varet hele weekenden.

Festlighederne fandt sted i hjemlige omgivelser for fødselaren ved guvernørens hus, hvor Jonathan har tilbragt det meste af sit liv.

Fredag har Jonathan fået serveret en "skildpaddevenlig" kage, der er lavet af Jonathans yndlingsmad, mens en animeret video, der viser Jonathans liv i billeder, og en sang skrevet til lejligheden har haft premiere, skriver The Guardian.

Lørdag har guvernøren og hans hustru fodret Jonathan sine yndlingsgrøntsager.

I gennemsnit lever kæmpeskildpadder i 150 år. De fleste lever på fjerne øer.