Brændeovnen er deres livsforsikring – der er 8 grader i stuen, og det kan kun blive værre
I Ukraine risikerer vinteren at blive den værste siden Anden Verdenskrig. TV 2 har mødt to ægtepar, der kæmper mod kulden.
Sneflokkene er begyndt at komme vrimlende, og temperaturen er på vej ned under frysepunktet, da vi ankommer til Andrijivka, en landsby en times kørsel vest for Kyiv.
Ved hus nummer 13 på Melya-gaden stikker et kakkelovnsrør ud ad vinduet, og grå røg signalerer, at der er liv.
For der er langt mellem de beboede huse. Igen og igen passerer vi sodsværtede ruiner og tilsneede granathuller, der vidner om, at Andrijivka blev besat af de russiske angrebsstyrker allerede i løbet af krigens første dage.
En venlig kvinde med tørklæde, striktrøje og vest tager imod uden for huset, mens en ældre herre med hue kløver affaldstræ i baggrunden.
- Det er en ovn, vi har fået fra en polsk hjælpeorganisation, forklarer Lydia efter at have budt os indenfor i det, der gør det ud for parrets opholds-, spise og soverum.
- Man vænner sig til det, lyder hendes svar, da vi spørger til, hvordan hun kan klare tilværelsen under så primitive vilkår. Bare det at få vand til at koge kan nemt tage 20 minutter, får vi forklaret.
Et kig på termometret i vindueskarmen afslører, at temperaturen er nede på 8 grader, og det er ikke så underligt.
Huset har slået revner, der er gabende huller omkring døre og vinduer, ingen glas i ruderne i de øvrige rum og store huller i radiatorerne. Gasledningen er lukket, og strømmen kommer og går, så brændeovnen gør det både ud for komfur og varmekilde.
Den er Lydia og Petros livsforsikring i en vinter, der ifølge nødhjælpsorganisationer kan blive dræbende for mange ukrainere.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har advaret om, at millioner af ukrainere risikerer at dø hen over den kommende vinter.
For dem kommer de kommende måneder ”til at handle om overlevelse”, lød det fra WHO's chef i Europa, belgieren Hans Kluge, under hans besøg i Kyiv sidste uge.
Skal Ukraine blive ved med at kæmpe eller hellere give op?
Lydia gør en lille pause, men så kommer svaret:
- Vi skal ikke give op. Slet ikke. Hvis jeg ellers kunne, ville jeg også melde mig og kæmpe.
De høflige russere
Hos naboen i Melya-gaden nummer 15 vil Gregory hverken tale om had eller skyld, og det er, selvom han kunne have god grund til det.
Han og konen Oksana mistede deres hus og de fleste af deres ejendele, mens russerne havde kontrollen over Andrijivka. Parret var flygtet ud af byen til slægtninge i nærheden, og da de vendte tilbage fire dage senere, var huset brændt ned.
De russiske soldater, som havde indkvarteret sig i Gregorys forrådskælder, husker han ellers som meget høflige unge mænd, der pænt bankede på, hvis de havde et ærinde.
- Herregud, de var jo bare unge mænd på 17-18 år, samme alder som mine drenge. De var jo ikke kommet af egen fri vilje, og mange ville bare hjem igen.
I det hele taget har Gregory svært ved at forstå, hvorfor det er kommet så vidt, ”for dengang i Sovjet-tiden, da jeg var soldat, var vi alle former for nationaliteter, der tjente sammen, russere, hviderussere, ukrainere, og det var uden problemer”.
- Jeg bebrejder ikke nogen noget, og i øvrigt så er det jo for sent.
Kampen skal gå videre
Ligesom hos naboerne i nummer 13 er det et brændefyr, der skal hjælpe ægteparret Gregory og Oksana helskindet gennem vinteren. Det befinder sig i et tidligere udhus, hvor ægteparret både sover og laver mad.
For nok har en hjælpeorganisation opført en ny midlertidig containerbolig til parret, men da også de står uden gas til opvarmning og madlavning, og strømmen er rationeret til nogle få usikre timer om dagen, er det brændekomfuret i det rustikke udhus, som skal levere varmen.
- Hvad skal vi ellers gøre, hvor skal vi ellers tage hen? lyder Oksanas svar på spørgsmålet om, hvordan de skal komme gennem de næste måneder.
- Når det bliver koldt, sætter vi os ind i udhuset for at få varmen. I øvrigt er der jo mange, der har det endnu værre end os.
Og hvad nu, hvis elektriciteten forsvinder helt?
- Jamen, så må vi have fat i lommelygterne, vi skal nok klare os.
Der er ingen plads til beklagelse eller selvmedlidenhed her på Melya-gaden. Men vinteren er jo kun lige begyndt. Mange flere kan risikere at blive dræbt i løbet af de kommende måneder. Skulle Ukraine hellere holde op med at kæmpe, vil vi vide?
- Vi skal fortsætte, kommer det prompte fra Oksana.
- Vi skal ikke give op, vi skal ikke forhandle. Vi skal fortsætte, og jeg er sikker på, at Ukraine vil vinde, og alt vil blive godt.
