Udland

Dansker i Kina: - Styret vil ikke tabe ansigt

Under pandemien har Anders Søndergaard selv oplevet indespærring og streng kontrol på grund af den kinesiske coronastrategi.

Kinas hårde kurs over for coronavirussen har ført til en spirende utilfredshed i befolkningen.

Det er fornemmelsen hos Anders Søndergaard, som til daglig bor i byen Lanzhou med mere end fire millioner indbyggere.

Den danske universitetslærer har bemærket historierne om demonstrationer i byer som Shanghai, Beijing, Chengdu, Wuhan og Guangzhou.

Så klart og entydigt er billedet ikke i Lanzhou. Men i det daglige bemærker Anders Søndergaard, hvordan folk er kørt trætte af næsten tre år med coronanedlukninger og kompromisløse restriktioner.

- Mange har ikke længere lyst til bare at følge myndighedernes anvisninger. Folk er holdt op med at tro på tal og de oplysninger, myndighederne bruger for at retfærdiggøre deres politik, siger Anders Søndergaard, som har boet i Kina i mere end ti år, til TV 2.

Nervøse for optøjer

Dog oplever Anders Søndergaard, at de lokale myndigheder i Lanzhou har slækket på kontrolapparatet. Formentlig i et forsøg på at bløde stemningen op, lyder danskerens vurdering.

- Man er nervøs for optøjer. Mange er sure over, at de hele tiden skal testes og ikke kan forlade deres hjem. Mange steder i byen er der åbnet mere generelt, men det varer næppe ved. Myndighederne vender tilbage til de vante rutiner.

Danske Anders Søndergaard deler optagelser fra et boligkompleks i Lanzhou, hvor beboerne er ved at være trætte af den strikse kontrol med smitten. Video: Lars Bach Jørgensen

Kina er den sidste større økonomi, der stadig fastholder en skarp nultolerancepolitik over for coronavirus. Og det bliver man nok ved med, mener Anders Søndergaard.

- Hvis myndighederne giver efter nu, vil de risikere at blive stillet til ansvar for, at de har haft lukket ned så længe, siger han.

Alarm på hoveddøren

Landet har gennem pandemien slået hårdt ned på selv mindre smitteudbrud og gennemført nogle af de strengeste nedlukninger, hvor man ofte har barrikaderet hele boligkomplekser og sat lås på døren udefra, så beboerne ikke har kunnet gå ud af deres dør.

Også det har Anders Søndergaard haft helt tæt på, siden pandemien udviklede sig ved årsskiftet 2020 med 'Riget i midten' som arnested.

For et år siden blev hans hustru sat i isolation på et særligt coronahotel. Selv havde han og de to døtre absolut udgangsforbud.

- Min kone blev sat i isolation i to uger. I den ene uge måtte jeg slet ikke forlade lejligheden. Der blev sat en alarm på min dør. Det var den værste tid, men værst for mine børn.

Anders Søndergaards hustru blev sat i isolation, fordi en kollegas mand var blevet smittet. Det betød, at alle på kontoret efterfølgende skulle i isolation.

- Men nu kører man mere med generelle nedlukninger og på at holde folk derhjemme, siger Anders Søndergaard.

Kæmper for at begrænse udbrud

Mandag rapporterede Kina en ny daglig rekord for nye covid-19-infektioner med 40.347 tilfælde i et land med 1,4 milliarder indbyggere.

Byerne Guangzhou og Chongqing, med tusindvis af tilfælde, kæmper for at begrænse udbrud.

Hundredvis af infektioner blev også registreret i flere andre byer over hele landet, og håndteringen koster også på både økonomi og produktivitet, skriver The Guardian.

Kinesiske aktier er raslet ned i værdi de seneste dage, fordi investorer udtrykker en voksende bekymring over virkningen af ​​omsiggribende protester på verdens næststørste økonomi.

Det er nye toner for præsident Xi Jinping, som ellers har elimineret al rum for politisk diversitet og uenighed.

Men selvom verden i et mere globalt perspektiv har justeret indsatsen over for coronavirussen, forventer Anders Søndergaard ikke nogen kinesisk kapitulation i forhold til styrets generelle strategi.

- Min teori i forhold til nultolerancepolitikken er, at styret ikke vil tabe ansigt over for deres befolkning. De vil ikke se ud, som om de har forfejlet deres strategi.

- De ved formentlig godt, at virussen ikke er specielt farlig nu i forhold til, hvad den var for et par år siden, siger Anders Søndergaard.

Den amerikanske forfatter og journalist Ian Bremmer udgav tidligere på året bogen 'The Power of Crisis' om de politiske kriser, pandemien har medført globalt og lokalt.

Han følger nu udviklingen i Kina og konstaterer, at grænsen er ved at være nået for mange kinesere.

- Folk har fået nok af Xi Jinpings nultolerance over for covid, og det er første gang, at man ser det, skriver Bremmer på Twitter.

Det indtryk bekræfter TV 2s Asien-korrepondent Christina Boutrup, som vurderer, at kineserne sukker efter lys i pandemiens formørkede tunnel.

- Hvis bare de vidste, at der var en plan for exit, og at samfundet så ville vende tilbage til en form for normalitet, men det eneste, de ved, er, at regeringen holder fast i sin nultolerance.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er det ikke holdbart med en nultolerance over for tilfælde af coronasmitte. Det siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Målt på dødsfald per indbygger er antallet af officielle coronarelaterede dødsfald i Kina markant lavere end i mange andre store lande.