Natalia blev offer for Putins vinterkrig: Hvorfor er russerne så grusomme?
Da det russiske missil slog ned i en forstad til Kyiv onsdag eftermiddag blev Natalias hjem og flere boligblokke med ét forvandlet til en krigszone.
Nej, det er ikke en alternativ juleudsmykning men et makabert minde om krigens gru, der pryder træet bag Grushevskoho-gaden nummer 1: En kvindesko med spænde, en spotlampe med ledning, en hue med øreklapper, totter af isoleringsmateriale og sågar en udklappet trappestige dingler i det afsvedne træ.
Den russiske præsident forsøger med sine gentagne missil-angreb at bombe ukrainerne til at indstille kamphandlingerne, og onsdag eftermiddag kom så turen til Kyiv-forstaden Vyshgorod og deriblandt Natalias lejlighed. Angrebet har foreløbig kostet syv menneskeliv, 20 sårede er stadig indlagt.
Vi møder hende ved den knapt så ilde tilredte forside af boligejendommen. Hun er iklædt vinterfrakke og hue, hun har lånt en telefon, og det er alt, hvad hun ejer og har for øjeblikket, resten blev efterladt i den raserede lejlighed på tredje sal.
- Russerne siger, vi er et broderfolk, men hvorfor er de så så grusomme, at de dræber mennesker, ja, også børn, lyder det spørgsmål, som har naget hende lige siden, og som hun selv forsøger at give et svar på:
- Måske tror de på propagandaen, altså at vi skulle være aggressorerne, og så er de måske bange for os. Der er jo mange her, der har familie i Rusland, men de fleste har afbrudt kontakten, de kan ikke længere tale sammen.
Natalias stemme er lige ved at knække over, da vi spørger til hendes tilstand. Hun overlevede angrebet, blev slået omkuld ved eksplosionen og måtte hjælpes ud af ejendommen af redningsmandskabet, men bortset fra chokket er hun uskadt.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har bare lyst til at græde, jeg føler en enorm smerte og har ikke kunnet sove i to nætter, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. I løbet af ét sekund var det hele bare væk, lyder det fra kvinden, som missilet gjorde hjemløs.
Evakuering til forstæderne
Den russiske bombekampagne, der især har været rettet mod Ukraines kritiske infrastruktur, kraftværker, transformatorstationer og højspændingsanlæg, har nu stået på i over en måned og har bragt landets el-forsyning på randen af sammenbrud.
I hovedstaden Kyiv lykkedes det i løbet af fredagen at få genetableret vand- og elektricitetsforsyningen til de fleste af storbyens mere end tre millioner indbyggere.
Da der ikke er udsigt til, at de russiske missil-angreb vil stoppe foreløbig, så har borgmester Vitali Klitschko opfordret de, der kan, til midlertidigt at søge ly uden for byen i deres ”datjaer”, sommerhuse, for på den måde at aflaste el-nettet, men også mere drastiske foranstaltninger kan komme på tale:
- Vi overvejer også en midlertidig evakuering af dele af befolkningen til forstæderne, lød det torsdag på borgmesterens hjemmeside.
Viljestyrke i varmestuen
Selv om ukrainerne nu ikke længere kan regne med at have strøm eller vand hele døgnet, så er der ikke noget, der tyder på, at deres forsvarsvilje er knækket.
Et af våbnene i kampen mod det, præsident Selenskyij har kaldt russernes ”energiterror”, befinder sig uden for brandstation nummer 101 i Kyiv: Et solidt gråt telt, hvor indbyggerne kan finde strøm, vand, varme, internet og menneskeligt samvær, når situationen derhjemme bliver for uudholdelig. ”Uovervindeligheds-centre”, bliver de kaldt, de mere end 4.000 varmestuer, som myndighederne har etableret over hele landet.
Bøjet over sin Imac forsøger Maria at koncentrere sig om sit arbejde, faglige artikler til apotekerbranchen, mens dieselbrænderen buldrer løs i baggrunden for at holde temperaturen på de 19-20 grader. Hjemme i lejligheden har hun hverken vand eller strøm:
- Jeg er glad for, at jeg kan komme et sted som her, forklarer hun.
Maria kom til Kyiv sammen med sin 13-årige søn den 1. august fra byen Severodonetsk i Lugansk-provinsen. Byen blev indtaget af russerne efter hårde kampe først på sommeren. Selv om hun er russisktalende, så betragter hun sig selv som ukrainer og er stolt af sin mand, der meldte sig for at kæmpe i den ukrainske hær.
- Det var det rigtige valg, men de første to uger kunne jeg slet ikke sove, indrømmer hun.
Maria er en kontant kvinde, der ikke angler efter medlidenhed, også selv om frygten og afsavnet er en del af hverdagen, og kontakten mellem mand og kone nu er indskrænket til en telefonsamtale eller chat gang om ugen.
Hvor længe kan Ukraine blive ved med at kæmpe?
- Så længe det skal være. Hvis vi opgiver, kommer russerne bare igen og kræver endnu mere af vores territorium. Men jeg er overbevist om, Ukraine nok skal vinde. Vi er ikke bange for dem. Russerne skal besejres. Hvis bare vi får hjælp fra EU og USA!
Trøstesløs på tredje sal
Bønnen om mere militærhjælp og stor taknemmelighed for den hjælp, ukrainerne allerede har fået fra udlandet, går igen hos dem, vi taler med i Grushevskoho-gaden. Her er en hær af hjælpere i gang med at rydde op efter ødelæggelserne.
Lejlighed for lejlighed bliver et helt livs sammensparede ejendele kylet ud af vinduerne og kørt bort. Oppe på tredje sal møder vi Oleg i sine forældres lejlighed. Her lugter stadig brændt, og lysekronen og loftet er sværtet sorte af røgen.
Sammen med en onkel er Oleg mødt op for at tage bestik af ødelæggelserne. En lille vase med afsvedne morgenfruer har fået lov at overleve, men ellers er synet trøstesløst.
- Før ville jeg nok have sagt, at jeg hadede russerne, lyder det fra Oleg, hvis mor stadig er indlagt, efter at hun blev slået bevidstløs af trykbølgen, da missilet ramte ned i bygningen.
- Men sådan er det ikke længere. Had er kun noget, man kan føle over for mennesker. Jeg braser jo heller ikke ind i andre folks huse og ødelægger alt. Nej, de ikke som os. De er ikke mennesker.
Skal Ukraine kæmpe videre?
- Ja!