Krigen i Ukraine

Zelenskyj fordømmer angreb på hospital

WHO har registreret flere end 700 angreb på ukrainske sundhedsfaciliteter, siden Rusland invaderede nabolandet.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fordømmer et russisk missilangreb, der ifølge ukrainske myndigheder har ramt fødegangen på et hospital i byen Vilnjansk i Zaporizjzja-regionen.

Ifølge præsidenten blev en nyfødt baby dræbt og en kvinde såret ved angrebet på hospitalet, og der er formentlig flere personer under murbrokkerne, skriver Zelenskyj i et opslag på Instagram.

Desuden har russerne ifølge Zelenskyj ramt et højhus og et sundhedscenter i byen Kupjansk, hvor to personer blev dræbt.

- Terrorstaten fortsætter med at bekæmpe civile og civile mål, lyder det fra den ukrainske præsident.

Bruger vinteren som våben

Præsident Zelenskyj beskyldte tirsdag Rusland for at bruge den iskolde ukrainske vinter som "et masseødelæggelsesvåben" ved at ødelægge landets energiinfrastruktur.

Det sagde Zelenskyj, da han talte til en række franske borgmestre på video.

Zelenskyj opfordrede desuden de franske politikere til at sende generatorer, støtte til minerydning og førstehjælp til Ukraine.

Strømafbrydelser i hele landet

Ifølge TV 2s korrespondent Uffe Dreesen rammer strømafbrydelserne hele landet.

- Også på mit hotel her i Odesa er der strømafbrydelser, men her har de heldigvis en generator. Det sker flere gange i løbet af døgnet, at der hverken er lys eller strøm. Dem, som har været så heldige at få fat i en generator, bruger den til at komme igennem dagen, fortæller Uffe Dreesen.

Også Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har advaret om, at den kommende vinter kan blive "livstruende" for millioner af ukrainere på grund af de russiske angreb på Ukraines kritiske infrastruktur.

Hans Kluge, der er europæisk regionschef i WHO, har efter et besøg i Kyiv sagt, at vinteren i Ukraine "kommer til at handle om overlevelse".

Flere end 700 angreb på sundhedsfaciliteter

WHO har registreret flere end 700 angreb på sundhedsfaciliteter, siden Rusland begyndte sin invasion af Ukraine.

Angrebene er ifølge Hans Kluge et "klart brud" på international humanitær lovgivning.

Fortsatte angreb på sundheds- og energiinfrastruktur betyder, at hundredvis af hospitaler og sundhedsfaciliteter ikke længere fungerer fuldt ud, fastslog Kluge efter sit besøg i Kyiv.

- Vi forventer, at mellem to og tre millioner mere kommer til at forlade deres hjem i søgen efter varme og sikkerhed.

Samler vand fra vandpytter

I den nyligt befriede by Kherson i det sydlige Ukraine har Red Barnet hænderne fulde med at yde nødhjælp til byens indbyggere.

På grund af de russiske angreb mod områdets elektricitets- og vandværker har der i to uger manglet både strøm og drikkevand.

Familier må samle vand fra vandpytter og stå i lange køer for at købe vand og brændstof.

- På en enkelt dag i weekenden har vi delt vand ud til 4000 familier, og vi har registreret familier, der har brug for kontant hjælp de kommende uger og måneder, siger Anne Margrethe Rasmussen, der er chef for Red Barnets arbejde i Østeuropa.

- Det er den første akutte fase, hvor det handler om, at folk kan holde sig varme og få noget at spise og drikke, tilføjer hun.

Red Barnet skønner, at flere end 165.000 mennesker, hvoraf 80.000 er børn, er berørt af den ødelagte infrastruktur i Kherson.