Millioner af ukrainere går en frysende vinter i møde: - Bare gassen ikke også forsvinder

På Frihedspladsen i Kherson, som netop i det her tilfælde lever op til sit navn, har Natalia og hendes søn Bogdan stillet sig i kø – begge iklædt hue og dynejakker.

Det er kun halvanden uge siden, at de sidste russere tog flugten fra den sydukrainske storby, som ellers var den eneste provinshovedstad, det var lykkedes dem at erobre.

Og det var her, indbyggerne stimlede sammen for at fejre friheden de første dage efter befrielsen.

Frihedspladsen er stadig omdrejningspunkt for livet i byen uden vand, strøm eller internet, og i dag er Natalia og hendes søn mødt op for at sikre sig en plads i køen til gratis pizzaer, som bliver uddelt af en skotsk hjælpeorganisation.

- Hvordan vi klarer os igennem vinteren? Det gør vi sådan her, siger Natalia, og giver sin Bogdan et ordentligt kram.

Nej, de har hverken strøm eller varme på det værelse, hvor hun bor alene sammen med sin søn, og kulden for længst har meldt sig. Men de har hinanden, fortæller hun.

Vinteren er ikke til at spøge med på de her breddegrader.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har advaret om, at millioner af ukrainere risikerer at dø hen over den kommende vinter.

For dem kommer de kommende måneder ”til at handle om overlevelse”, lød det fra WHO's chef i Europa, belgieren Hans Kluge, under hans besøg i Kyiv forleden.

Så nok kunne indbyggerne i Kherson de første dage juble over, at russerne nu er sat på porten efter næsten ni måneders besættelse.

Men euforien har fortaget sig i Kherson, og en ny, kold, krævende og farlig hverdag har indfundet sig.

Snigskytter og klyngebomber

Hidtil er Kherson faktisk blevet forskånet for krigens største ødelæggelser, men det kan hurtigt ændre sig, for Putins soldater lader ikke indbyggerne i fred.

Sammen med et lille hold udenlandske kolleger har TV 2 fået mulighed for et dagsbesøg i Kherson, der repræsenterer en af det Ukrainske militærs største triumfer.

Først var der den russiske panserkile, der skulle have erobret hovedstaden, men som måtte tage flugten.

Så var der den ukrainske overraskelsesoffensiv øst for Kharkiv, hvor russerne blev taget på sengen.

Og nu Kherson, hvor det lykkedes ukrainerne at presse russerne ud gennem en månedlang opslidningskrig med præcisionsangreb mod forsyningslinjer, militærforlægninger og depoter.

Et eksempel ses på vejen ind i byen, på Mikolaiv-hovedvejen:

I en sønderskudt bygning havde de såkaldte ”Kadyrovtsy” fra Tjetjenien indrettet sig. Men bygningen blev ramt af en fuldtræffer i slutningen af oktober, og mindst 40 tjetjenske krigere blev dræbt, mens mindst 60 blev hårdt såret.

Også den dag i dag melder krigen sig med jævne mellemrum i form af dumpe drøn og skarpe smæld.

- Der er snigskytter, og de skyder hver dag, så pas på, lyder det advarende fra en ældre kvinde, der holder opsyn med de offentlige toiletter på Ushakova-gaden, der fører ned mod Dnipro-floden.

Lige nu danner den næsten 500 meter brede flod frontlinje. For på den anden side befinder russerne sig, og de sender jævnligt granater og missiler med klyngebomber ind over byen, hvilket allerede har krævet døde og sårede.

Også i timerne efter at vi har forladt byen, slår russiske granater ned i nogle beboelsesejendommene, der ligger tættest på floden.

Kherson har fået sin frihed, men har betalt dyrt. Den er nu blevet frontlinjeby.

Flugten fra kulden

Indbyggerne i Kherson er frie, men lever på feltfod. Det, vi andre tager for givet, er blevet anderledes tidskrævende her på kanten af Dnipro-floden.

Vand er for eksempel ikke noget, der bare løber ud af hanerne, så inden toiletskyl, vask og madlavning skal vand først hentes i dunke ved en tankvogn eller en beholder, som hjælpeorganisationer har leveret.

- Bare gassen ikke også forsvinder, det ville være en katastrofe, lyder det fra Olena, der også må klare sig uden strøm eller vand.

Benzin, der længe har været en mangelvare, er nu så småt begyndt at ankomme. Men skal man tanke op, kræver det timelang venten.

Tilbage på Frihedspladsen møder vi Tatiana, der kommer trækkende med sin indkøbsvogn efter at have afleveret sin mobiltelefon til opladning.

Uden vand og strøm er hverdagen blevet en kamp, og derfor håber Tatiana på, at hun vil få en mulighed for at blive evakueret sammen med sin sukkersyge mand.

Som flertallet af indbyggerne i Kherson taler hun russisk, for faktisk er hun født i Sibirien og giftede sig med en ukrainer.

Men derfor hører hun ikke til dem, der bød de russiske soldater velkommen, da de besatte byen tilbage i februar, tværtimod. Også på det punkt havde russerne forregnet sig.

At være russisktalende, eller måske som i Tatianas tilfælde af russisk afstamning, er ikke det samme som at være russervenlig.

Straks efter besættelsen i februar slog de nye magthavere hårdt ned på alle, der havde noget med de ukrainske myndigheder at gøre, men samtidig forsøgte de sig også med en charmeoffensiv.

Et eksempel kan stadig ses på en af de store reklametavler i byen. ”Kherson-regionen står sammen med Rusland”, hedder sloganet på plakaten, hvor et ældre ægtepar iklædt traditionelle ukrainske dragter holder hånd ved siden af overskriften ”Et anstændigt liv for pensionister”.

Men selvom de fleste indbyggere i Kherson taler russisk ligesom Tatiana, så slog russificeringsforsøget altså fejl.

Tatiana fortæller, at hun heller ikke ønskede at anskaffe sig et russisk pas, sådan som russerne ellers lokkede med, og hun deltog heller ikke i den fupafstemning om indlemning i Rusland, der ifølge russerne viste 87 procents opbakning, ” for russerne skriver jo bare, hvad de vil”, som hun siger.

Og hvad med Ukraines fremtid?

- Vi vil blive ved med at kæmpe og skal nok klare os. Også genopbygningen, vi vil genopbygge alt, men EU er nødt til at hjælpe, for vi kan ikke klare det alene, lyder det fra Tatiana, som nok vil væk fra de barske forhold vinteren over, men skam har tænkt sig at vende tilbage.

- Jeg elsker den her by, den er dejlig grøn og smuk, tilføjer hun.

Lige som mange andre ukrainere har Tatiana ikke givet op. Hun trænger bare til en genopladning.