Krigen i Ukraine

Hastemøde i FN's Sikkerhedsråd efter missilregn

Kyiv er uden strøm og afskåret fra vand efter påståede russiske angreb. Moldova har også enorme strømsvigt.

En stribe russiske missilangreb har onsdag dræbt flere personer i den ukrainske hovedstad, Kyiv, og forårsaget enorme strømsvigt.

Hele hovedstadsområdet, hvor omkring tre millioner mennesker bor, er uden strøm og vand.

Det oplyser myndigheder og Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko.

Ifølge borgmesteren er mindst tre personer døde. Blandt dem er en 17-årig pige. Derudover er 11 personer kommet til skade, lyder det.

Påvirker vand- og strømforsyning

Borgmester Vitalij Klitsjko bekræfter, at infrastruktur er blevet ramt.

Infrastruktur beskriver typisk en bys fysiske og organisatoriske faciliteter til transport og kommunikation. Det kan blandt andet dreje sig om veje, vandforsyning og strømforsyning.

På grund af angrebene anmoder Ukraine om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd onsdag aften. Det skriver landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Twitter.

- Drab på civile og ødelæggelse af infrastruktur er terrorhandlinger. Ukraine vil fortsat kræve resolutte svar fra verden på disse forbrydelser, skriver han.

Zelenskyj har fået sit lands FN-ambassadør, Serhij Kyslytsja, til at bede om et møde. Rådet har imødekommet ønsket og samles onsdag aften klokken 22.00 dansk tid.

Atomkraftværker er koblet fra elnettet

Tre ukrainske atomkraftværker er desuden koblet fra elnettet efter missilangreb i Ukraine. Det oplyser Energoatom, der er Ukraines statslige atomagentur, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Atomagenturet oplyser i en udtalelse, at nødbeskyttelse er aktiveret ved værkerne i Rivne, Pivdennoukrainsk og Khmelnytskyj.

Ukrainske sikkerhedsstyrker har angiveligt skudt 51 ud af 67 russiske krydsermissiler ned onsdag. Det skriver Valerij Zaluzjnyj, landets øverste general, på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

30 af missilerne er blevet affyret mod Kyiv, hvoraf 20 blev skudt ned.

Også i Moldova, der grænser op til Ukraine, er der onsdag store problemer med elnettet som følge af angrebene. Moldovas vicepremierminister, Andrei Spuni, siger, at landet oplever "et massivt strømmæssigt blackout".

Eksplosioner flere steder

Andrei Spuni oplyser, at omkring halvdelen af hele Moldova er uden strøm.

Der har onsdag lydt luftalarmer i flere dele af Ukraine. Der har også været meldinger om eksplosioner i flere dele af landet.

Russiske styrker har de seneste uger skruet op for angrebene i Ukraine. Det er sket, efter at de begyndte at opleve tilbageskridt på slagmarken.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarede mandag om, at millioner af ukrainske liv er i fare denne vinter på grund af energiudfordringer.

Krigen i Ukraine har torsdag varet i præcis otte måneder.