Iranske spillere hyldes for protest, mens Danmark trækker i land på armbind
De iranske spillere risikerer hårde straffe for at vise deres støtte offentligt til demonstranterne i hjemlandet.
Det iranske fodboldlandshold hyldes for ikke at synge med på nationalmelodien, da de mandag mødte England i deres første kamp ved VM i Qatar.
For at markere deres støtte til iranske kvinder og oprørere, der lige nu kæmper mod det iranske styre i voldsomme demonstrationer i hjemlandet, valgte spillerne at tie, mens deres nationalmelodi blev afspillet på stadion.
Samtidig valgte Danmark og en række andre lande at trække i land på beslutningen om at spille med et særligt One love-armbind, som syv lande i fællesskab ellers havde erklæret, at de ville spille med.
Men kun indtil at FIFA truede med at sanktionere spillerne med et gult kort, hvis de mødte til kampstart med det regnbuefarvede anførerbind.
Risikerer fængsling
Kontrasten mellem de to beslutninger møder undren og hån på sociale medier.
Iran mødte i sin første kamp England, som også er blandt de lande, der tidligere havde proklameret at ville spille med One Love-armbindet.
Men i stedet løb den engelske anfører, Harry Kane, på banen med et FIFA-godkendt armbind med ordene "No discrimination".
- Iranske spillere risikerede i dag fængsling og trusler mod deres familier. England har vist, at de ikke engang er klar til at risikere et gult kort, lyder det fra en engelsk Twitter-bruger.
En anden skriver, at de iranske spillere udviser "meget mere mod" end dem, der bærer et armbind eller knæler.
For de iranske spillere er der formentlig langt mere på spil ved offentligt at trodse det iranske regime end et gult kort.
Regimet er bange for protester
Helle Malmvig, der er seniorforsker og Iran-ekspert på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), skriver på Twitter, at de iranske spillere er modige.
- De iranske fodboldspillere og deres familier risikerer alt, fængsling, offentlig bodsgang, at blive taget af holdet, skriver hun.
Over for TV 2 uddyber hun, at det er "højst sandsynligt", at de iranske spillere eller deres familier vil blive udsat for en eller anden form for straf, når de kommer hjem fra Qatar.
Det kan være alt i spændingsfeltet mellem anholdelse, tortur, familiemedlemmer, der bliver fyret fra deres jobs, eller at skulle stå frem på tv og tage afstand fra sine handlinger.
Ligesom man har set det med andre sportsudøvere, der offentligt har kritiseret regimet, fortæller Helle Malmvig.
- Regimet er særligt bange for protester i det internationale rampelys, både fordi det skyder hul i fortællingen om Iran, men også fordi det giver et moralsk boost til dem, der demonstrerer i Iran, siger hun.
Voldsomme protester
Der har været voldsomme protester og demonstrationer i Irans gader siden midten af september.
De blev udløst af den 22-årige Masha Aminis død i det iranske politis varetægt. Tre dage forinden var den iranske kvinde blevet tilbageholdt for ikke at have tildækket sit hår tilstrækkeligt.
I weekenden blev to prominente iranske skuespillere anholdt for at have udtrykt solidaritet med demonstrantbevægelsen og for at have fjernet deres hovedtørklæde offentligt.
Ifølge The Guardian er 450 demonstranter døde, siden protesterne brød ud i midten af september.
I et interview forud for kampen mellem Iran og England sagde Irans anfører, Ehsan Hajsafi, at han står bag det iranske folk og sender sine kondolencer til de familier i Iran, der sørger.
Iranske spillere ikke sanktioneret sportsligt
Da Danmark tirsdag løb på banen mod Tunesien, bar den danske anfører, Simon Kjær, altså ikke armbindet med et multifarvet hjerte og teksten One Love.
Et armbind, der repræsenterer et budskab om at forene og forbinde i stedet for at udelukke og diskriminere, som Dansk Boldspil-Union (DBU) har formuleret det.
Den beslutning forsvarede fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, i et interview på TV 2 mandag aften.
- Jeg synes, at det er fint, at du prøver at kritisere DBU, men jeg synes i den grad også, at pilen bør pege på FIFA og spørge, om de egentlig er ved deres fulde fem i øjeblikket, sagde han.
Hvad tror du, at det iranske landshold, der for få timer siden undlod at synge med på deres nationalmelodi i protest mod deres eget voldelige regime, tænker om det danske mod og den danske moral?
- Det ved jeg ikke. Det må du spørge spillerne om. Jeg ved ikke, om de iranske spillere er blevet sanktioneret rent sportsligt for ikke at synge med på deres nationalmelodi. Det er de ikke, lød det fra Peter Møller.