Krigen i Ukraine

'Putins kok' overvejer et korps af mandlige voldtægtsofre i Ukraine

Lederen af Ruslands lejesoldater i Wagner Gruppen har hidtil blokeret for, at mandlige voldtægtsofre fra russiske fængsler kan få lov at gå i krig.

Hvor slemt kan livet blive i en russisk fangelejr?

Vi vidste godt, at det kan blive så slemt, at nogle fanger er villige til at drage direkte til fronten i Ukraine som lejesoldater i Wagner Gruppen.

Alle har deres egne regler

Jevgenij Prigosjin, russisk forretningsmand

Men vi vidste ikke, at der også findes fanger, som faktisk ikke kan få lov til gå i krig mod Ukraine, selv om de virkelig gerne vil.

Det drejer sig om de fanger, som jævnligt bliver voldtaget af de andre indsatte.

Ifølge Wagner Gruppens chef, forretningsmanden Jevgenij Prigosjin, har den russiske lejehær bevidst undgået at rekruttere mandlige voldtægtsofre i fængslerne, fordi han ikke ønsker, at de skal kæmpe i enheder med almindelige soldater.

Et bramfrit svar

Jevgenij Prigosjin, som også kaldes Putins kok, er en af Ruslands mest magtfulde mænd, og i løbet af de seneste måneder har han rekrutteret tusindvis af fanger til sin lejehær i Ruslands fængsler.

Onsdag blev han så kontaktet af det russiske medie 72.ru, som dækker byen Tjumen 1.700 kilometer øst for Moskva.

Jevgenij Prigosjin har offentliggjort såvel mediets spørgsmål som sit eget svar på sin firmaprofil på de sociale medier VK og Telegram.

- Nogle af de indsatte i Tjumen med lav social status, der også kaldes 'krænkede', klager over, at de ikke er med på listerne over dem, de der skal sendes til den militære specialoperation. Hvis det er sandt, hvad er så årsagen til denne diskrimination? lød mediets spørgsmål.

Svaret fra Jevgenij Prigosjin var, at de fanger, som er nederst i hierarkiet, ikke hører til i almindelige militærenheder.

Simpelthen fordi reglerne i såvel Wagner Gruppen som de uskrevne love blandt Ruslands kriminelle ikke tillader det.

Men forretningsmanden formulerede sit svar lidt anderledes:

- Alle samfund har nogle særlige regler. I Amerika er det for eksempel acceptabelt, at mænd knepper hinanden i røven. Hos nogle afrikanske stammer stikker mænd deres diller op i tørrede bælgfrugter, og i Japan er det skik og brug at bøje sig som tegn på respekt. Alle har deres egne regler, skrev forretningsmanden på VK.

"Hanerne"

Jevgenij Prigosjin har i sin tid selv set Ruslands fængselssystem indefra.

Han sad nemlig i fængsel fra 1981 til 1990 for et voldeligt overfald på en kvinde i Sankt Petersborg, inden han fik succes som restauratør i byen i 1990'erne.

Under sin tid som straffefange oplevede Jevgenij Prigosjin formentlig også det strenge hierarki, der er blandt fangerne.

Ifølge den russiske historiker Kamil Galeev kaldes de fanger, som er nederst i hierarkiet for "haner" - altså ligesom fuglen.

"Hanerne" må sove ved siden af cellens - ofte åbne og beskidte - toilet.

De andre fanger må ikke dele mad eller cigaretter med dem, vaske sig i det samme vand eller tale til dem.

De skal gå langs væggene, og det er "hanerne", der skal fjerne affald og gøre rent.

Ifølge fængslets uskrevne regler er de så beskidte, at de andre fanger ikke må røre dem.

Undtagen altså, når de voldtages af stærkere fanger.

Her er de oftest til fri afbenyttelse.

"Hanedivisionen"

I sit opslag på VK skriver Jevgenij Prigosjin også om "hanerne".

- Fængselsreglerne siger, at man ikke må hilse på eller modtage ting fra folk med lav social status. Man må ikke sove i samme gang eller køje som dem. Det er alt sammen væmmeligt, og at gøre det er uværdigt. Alle de andre fanger taler sammen og lever i et samfund, mens "hanerne" lever for sig selv, skriver han.

Ifølge Jevgenij Prigosjin vil det fungere dårligt, at have "hanerne" med i almindelige enheder ude ved fronten, da de jo ikke må røre ved de andre fanger, hvis de for eksempel skal yde førstehjælp til en fange af højere social status.

- Under kampene vil det være ekstremt svært at adskille de forskellige typer borgere og for eksempel lave "drengenes kanonbatteri", "bøndernes sabotagegruppe" og "hanernes maskingeværsgruppe", skriver han.

- For at undgå den slags ubelejligheder tager vi ikke "haner" i Wagner Gruppen. Vi anbefaler, at de kommer i deres egen "hanedivision", som utvivlsomt vil udvise høj moral, skriver forretningsmanden.

Han tilføjer, at han ikke umiddelbart har kendskab til "haner" nogen steder ved fronten i Ukraine - hvor Wagner Gruppen ellers har indsat drabsdømte, voldtægtsmænd - og endda en enkelt kannibal, ifølge græsrodsorganisationen Rusland bag tremmer.

Det russiske medie 72.ru, som henvendte sig til Jevgenij Prigosjin på vegne af de indsatte i Tjumen, har allerede trykt svaret. Det lader indtil videre til, at voldtægtsofrene må forblive i fangelejrene - i hvert fald ind til der er nok "haner" til, at de kan danne deres egen enhed.