TV 2-korrespondent brød ud i gråd, da Putins tropper invaderede Ukraine
I det seneste afsnit af TV 2s nye podcast ’Korrespondenterne' fortæller Claus Borg Reinholdt og Divya Das om deres forhold til krigen i Ukraine.
TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt har haft et årelangt forhold til Rusland.
Et forhold, der ændrede sig på et splitsekund om morgenen den 24. februar i år, da Ruslands præsident Vladimir Putin sendte sine tropper ind over grænsen til Ukraine.
På det tidspunkt boede Claus Borg Reinholdt og hans familie i Skt. Petersborg.
- Min kone kom ind og vækkede mig med tårer i øjnene og sagde, ”han gjorde det sgu”. Jeg var helt rundt på gulvet og spurgte, ”hvad gjorde han”. ”Han har angrebet Ukraine”, sagde min kone, fortæller Claus Borg Reinholdt i TV 2s nye podcast ’Korrespondenterne’.
Brød ud i gråd
Korrespondenten havde forudset, at Putin ville sende russiske styrker ind i de to separatistregioner Luhansk og Donetsk – men ikke at han ville angribe storbyerne Kyiv og Kharkiv.
- Jeg brød ud i gråd, og det samme gjorde min kone. Det var meget surrealistisk, for jeg havde simpelthen ikke set det komme. Jeg følte mig forrådt af en rigtig god ven. Jeg troede, jeg kendte Rusland, og jeg havde ikke regnet med, at det her ville ske, fortæller Claus Borg Reinholdt.
Efter chokket havde lagt sig, gik han forvildet rundt i lejligheden i Skt. Petersborg. Indtil udlandschefen på TV 2 ringede og spurgte, om Claus Borg Reinholdt var klar til at tage afsted til Ukraine. Det var han.
- På vej ud i lufthavnen spurgte jeg den russiske taxachauffør, hvad han syntes om Putins beslutning om at invadere Ukraine. Han rystede bare på hovedet og sagde, at han var så pinligt berørt, fortæller Claus Borg Reinholdt i podcasten.
Hvad foregår der i Putins hoved?
Når det kom så meget bag på Claus Borg Reinholdt, at Rusland invaderede nabolandet mod vest, skyldes det ifølge korrespondenten selv, at ingen kan forudsige, hvad der foregår i hovedet på Vladimir Putin.
- Det var det, jeg blev så skuffet over. Jeg troede, jeg vidste, hvad det næste træk ville være. Jeg vidste godt, at Putin og Rusland var enormt vrede over, at Ukraine har valgt Vestens vej, NATO-vejen og EU-vejen.
- Rusland føler, de er blevet franarret deres lillebror, og det går ikke ubemærket hen i Rusland. Men jeg havde aldrig nogensinde troet, man ville forsøge at få rettet Ukraine ind på den måde – med vold, fortæller Claus Borg Reinholdt.
Har skudt sig selv i foden
Han havde forventet, at Ruslands præsident ville holde kog i den krig, der havde foregået i det østlige Ukraine siden 2014, hvor Rusland annekterede halvøen Krim og besatte Luhansk og Donetsk.
- Ved at invadere Ukraine har Putin – undskyld udtrykket - skudt sig selv i foden, fordi det kun har styrket Ukraines tilknytning til netop NATO, EU og Vesten. At Kreml ikke kunne forudse, at det næste skridt ville være øget militærhjælp til Ukraine, hvis Rusland angreb Ukraine, det begriber jeg simpelthen ikke, lyder det fra TV 2s korrespondent.
Claus Borg Reinholdt og familien har siden maj i år boet i Danmark, fordi de ikke længere er velkomne i Rusland.
I det seneste afsnit af TV 2s nye podcast ’Korrespondenterne' fortæller Claus Borg Reinholdt og korrespondentkollega Divya Das i Kyiv om mange af de oplevelser i Ukraine, som ikke blev vist på tv.
Lyt til podcasten herunder.